Årets julecabaret fra Café Liva på Slagelse Teater

For sjette år i træk præsenterer Vestsjællands Teaterkreds ’Årets julecabaret’ fra Café Liva på Slagelse Teater. Det er den eneste ’ud-af-huset’ forestilling for Café Liva udover forestillingerne på båden i Nyhavn. I år har cabareten fået titlen ’Julspin & Englenisser’.

Jacob Morild har skrevet og instrueret

Igen i år er det Café Livas kunstneriske leder, Jacob Morild, som har skrevet og instrueret. Jacob Morild er skuespiller, instruktør, tekstforfatter og meget mere. Jacob Morild har flere gange været kåret til årets revyforfatter.

(Næsten) ren kvindekamp

Årets julecabaret er denne gang en (næsten) ren kvindekamp – på scenen står nemlig skuespillerinderne:

Joy-Maria Frederiksen, Mette Marckmann og Rikke Buch Bendtsen. Både Joy-Maria Frederiksen, Mette Marckmann har medvirket tidligere, hvorimod Rikke Buch Bendtsen er ny i julecabaret-sammenhæng, men kendt i utallige revy- og musical-sammenhænge samt som den ene halvdel af gruppen Discofil. Som ene hane i kurven er komponisten, kapelmesteren og pianisten Nicolai Majland.

Sort satire, crazy-komik og musikalsk vellyd

Endnu en gang er der dømt sort satire, crazy-komik, musikalsk vellyd og absurditeter; alt sammen i højtidens almægtige ufred, der hersker i årets største traumatiske fællesskabs-tragedie – nemlig JULEN.

Et overflødighedshorn af forbrug, flæsk, fedt og værst af alt – Familietvang! Og spørgsmålene står som altid i kø: En Lille Nisse Rejste… hvis man tilføjer et ’sig’ til slut, krænker man så nogen? Er ønsket om en Hvid Jul politisk ukorrekt? Og er Juletræet på Besøg efterhånden ikke bare et klimabenægtende håb?

Billetter

’Årets julecabaret – Julspin & Englenisser’ fra Café Liva kan opleves på Slagelse Teater lørdag 27. november 2021 kl. 15.00. Billetter kan købes på teaterkreds.dk eller via Teaterkontoret i Herrestræde.

Køb billetter på www.teaterkreds.dk