Renoveringen af Korsør Svømmehal er blevet forsinket. Ifølge planen skulle renoveringen af Korsør Svømmehal have været færdigt den 7. august, men uforudsete problemer betyder nu, at genåbningen bliver udskudt til den 21. august.

Den sidste måned er der blevet knoklet hårdt for at give Korsør Svømmehal et tiltrængt ansigtsløft. Blandt andet er der kommet et nyt og bedre ventilationssystem, nye døre og låse, der er blevet malet og købt nyt inventar til bade og omklædning. Også sikkerheden er blevet øget med skridsikring og gelændere. Men problemer med de tekniske installationer udskyder nu gen-åbningen.

– Vi havde glædet os meget til at kunne åbne op for badegæster igen på mandag, men vores totalrådgiver er desværre stødt ind i nogle udfordringer, som har gjort, at vi har måtte skyde åbningsdagen med to uger, forklarer Ronni Erling Børgesen, der er er teamleder i Slagelse Svømmehaller.

Det er problemer med vandbehandlingsanlæggene og den såkaldte udligningstank, der står for at rense vandet, der er skyld i forsinkelsen af åbnin-gen.

– Først da vi får tømt udligningstanken for vand, kan vi kigge ind og se, at der er nogle rør der ikke sidder ordentligt fast og en masse andre ting der ikke lige var forudset på forhånd, og som vi har måtte fjerne eller lægge om, siger Peter Skov Nielsen, der er projektleder i firmaet Sweco Danmark A/S, som står for renoveringen.

Det betyder, at vandhunde fra Korsør er nødsaget til at tage turen til Slagelse Svømmehal i yderligere to uger for at få en dukkert. Som et lille plaster på såret vil svømmehallen til gengæld byde på friskbrygget the og kaffe til de badende.

Korsør Svømmehal renoveres, åbningen er forsinket til 21.august 2017.
Foto: Slagelse Kommune
Korsør Svømmehal får repareret rørføringen. Foto: Slagelse Kommune