Så blev udstillingen med De4+1 kunstnere efter en ihærdig indsats af bestyrelsen og kunstnerne åbnet i Kongegaarden i et pragtfuldt vejr med godt 30 fremmødte deltagere og de 3 af kunstnerne.
Det er dejlige akvareller i havestuen udført af Inger Lut Debois (1931-2015). Allerede på dagen blev der solgt to fine værker på hver 38×29 cm til en samlet pris på 6.400 kr.
Der er i dette rum også flere mindre skulpturer udført i bronze af Pernille Clausen. Der ses bl.a. fugle, søheste, vandmænd og en lille dame.
Farverige oliemalerier af Jette Debois, datter af Inger Lut, som er inviteret med på de oprindelige 4’s udstilling. Det er en serie af improvisationer over et maleri af den berømte franske maler Eugene Delacroix “Massakren på Scio”.
Elisabeth Bergsøe viser spændende farvestudier uden kunstigt lys i herreværelset og større flader i stuen, hvor der også er store værker med QR-koder med titlen “Skyer”.
Eva Weis Bentzon har valgt at vise små sort-hvide tuschmalerier og fire malerier i akryl s/h med de fire oprindelige kunstnere som motiv Inger Lut, Pernille, Elisabeth og Eva.
“Det er dejligt, at se så mange mennesker her på en solbeskinnet dag for at åbne denne udstilling med titlen De4+1 – udstillingen er kommet i stand på initiativ af en af de fire, Eva Weis Bentzon, som vi i Korsør kender for medlemsgaven i 1984 ”Kristi Tornekrone” og en separatudstilling i 2016”, sagde Finn Mikkelsen bl.a. i sin åbningstale. Elisabeth Bergsøe fortalte efterfølgende om Inger Lut Debois og senere ved hendes værker om teknikken og arbejdsmåden med sin kunst.
Når nu der er fri entré bør man give sig selv chancen for at få en god oplevelse.