To sjællandske nisser, som du snart kan møde i julekalenderen, har succes med deres to julesange: Åh, nu er det juletid og Nu’ det jul. Deres gæsteoptræden den 8. november ved en julesangkonkurrence i Engelstrup Forsamlingshus tog kegler, og der er også rift om den CD, de har udgivet i et eksklusivt oplag på 100 eksemplarer.
Julius og Alfred optræder i 24 små film, som bl.a. er optaget på Sorø Akademi, Kronborg, Det Kgl. Teater og Rigsarkivet.
Eventyret tager sit udgangspunkt i nogle mekaniske nisser, også kaldet nikke-nisser, der er blevet stjålet. En jobfinder tilbyder derfor Julius jobbet som nikke-nisse, og Søren Betjent hjælper med at opklare mysteriet.
De to nisser besøger også en sanglærer, som må give op, og de kommer på sporet af en gammel bog, der fortæller noget om julemandens planer.
Videojulekalenderen, som bl.a. vises på TV Vestsjælland, er tilkoblet initiativet Sjællands Største Julekalender, som bliver bygget op på Sorø Bibliotekets facade ud mod Storgade.
Du kan høre sangene og følge julekalenderen på nissernes Youtube-kanal.
Nisserne Alfred og Julius