Fremover kan området omkring Skælskør Fjord, øerne og Glænø blive til en naturpark. Det åbner forslaget til den nye kommuneplan op for. Det kan løfte både bosætning og turisme.

Flere mennesker uden for Slagelse Kommune vil få øjnene op for naturen omkring Skælskør Fjord, øerne og Glænø, hvis området bliver udpeget til naturpark. Derfor åbner forslaget til den nye kommuneplan, som er i høring lige nu, mulighed for, at området på sigt kan få det officielle stempel ”Dansk Naturpark” af Friluftsrådet.

– Der er et kæmpe potentiale i en naturpark. En naturpark vil kunne tiltrække både turister og nye borgere og samtidig højne naturoplevelsen for kommunens egne borgere. Skælskør og Bisserup kan facilitere parken med spisesteder, overnatningsmuligheder og indkøb. Alt i alt vil det både gavne naturoplevelsen og erhvervsudviklingen, siger Villum Christensen (I), formand for Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget.

En naturpark er et større sammenhængende område med fokus på at formidle naturen. Udviklingen af en naturpark skal ske i samarbejde med de lokale borgere, foreninger og virksomheder i området, og det er også dem, som gerne må komme med ideer og aktiviteter i naturparken.

– Det er vigtigt at sige, at en naturpark ikke vil give nogen begrænsninger for de virksomheder og borgere, der allerede bor i området. Det er op til kommunens borgere selv at finde ud af, hvad naturparken skal indeholde. Med kommuneplanen får vi afgrænset området, som kan blive til en naturpark. Derefter skal vi i gang med udvikle parken og dens indhold, og der har vi brug for, at så mange som muligt kommer med ideer og indspark, siger Knud Vincents (V), næstformand i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget.

Det er Friluftsrådet, som blåstempler naturparker, og der er en række kriterier, som parken skal leve op til, før et område får det officielle stempel. Indtil videre har fem naturområder i Danmark fået Friluftsrådets stempel som Dansk Naturpark, men flere områder er udpeget som såkaldte pilotnaturparker.

Før arbejdet med en naturpark ved Skælskør Fjord, øerne og Glænø kan blive til virkelighed, skal den nye kommuneplan først vedtages. Den er i høring frem til 30. august 2017, og borgere med forslag eller kommentarer kan sende dem til plan@slagelse.dk

Naturpark ved Skælskør og Glænø til høring i Slagelse kommune.