Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Korsør i tidsrummet 6. April til 12. April 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-korsoer.dk
HÆNDELSER
KORSØR: Butikstyve taget på fersk gerning

Tre unge mænd blev tirsdag aften klokken 20.47 opdaget, da de stjal i en dagligvarebutik på Teilmanns Allé i Korsør. En patrulje blev tilkaldt, og to af de unge mænd – begge lokale på henholdsvis 16 og 17 år – bliver nu sigtede for butikstyveri, mens den tredje, som er en 17-årig og også lokal, havde en kniv på sig og derfor bliver sigtet for overtrædelse af knivloven.

KORSØR: Guldsælgere på spil

Et par af de berygtede udenlandske guldsælgere, der længe har huseret langs motorvejene, havde tirsdag fundet vej til Lützensvej i Korsør. Her kontaktede de en 81-årig kvinde og tilbød hende guldsmykker, mens de mærkede på kvindens håndled for at se, om hun skulle have ure eller smykker, de kunne snuppe i stedet. Kvinden var heldigvis vaks og råbte op, og så forsvandt de to kvinder straks i en mørk, ældre bil. Disse guldsælgere viser sig gang på gang kun at sælge ærgrelser, fup og fiduser, og vi må på det kraftigste advare mod at indgå handler med dem.

KORSØR: To motocrossmaskiner stjålet fra garage

En 46-årig mand på Suhrsvej i Korsør fik sig en grim overraskelse fredag morgen, da han fandt sin garage brudt op i nattens løb. Selve indbruddet er sket i tidsrummet fra torsdag 21.45 til fredag morgen 7.30, hvor manden opdagede den opbrudte garagedør. Der er stjålet to motocrossmaskiner til en værdi af mere end 100.000 kroner.

KORSØR: Truede sig til kassebeholdningen med kniv

En ung mand på 18-25 år truede sig med en kniv til kassebeholdningen i en dagligvareforretning på Stibjergvej i Korsør søndag aften klokken 20.05. Han er cirka 180 centimeter høj, spinkel og bar lyseblå hættetrøje, mørke bukser og sko med mørke, hvide og røde aftegninger. Han var maskeret og kørte fra stedet i en sort Peugeot 508.

KORSØR: Brand i lejlighed

Fire personer blev for en sikkerheds skyld kørt til Slagelse Sygehus og undersøgt for røgforgiftning, da der natten til torsdag udbrød brand i en lejlighed på Strandvej i Korsør. Et tændt stearinlys havde antændt et chatol, som blev meget skadet af ilden, mens det hurtigt lykkedes for brandvæsenet at få ilden så meget under kontrol, at der ingen fare var for opgangens øvrige lejligheder. De fire personer, som blev kørt på sygehuset, var henholdsvis 82, 79, 67 og 65 år gamle.

FÆRDSELSKONTROL: Store overskridelser i hastighedskontroller

Weekenden har budt på et par voldsomme forseelser i hastighedskontroller. Fredag klokken 14.24 stod en ATK-måler på Sydmotorvejen ved Maribo. I løbet af lidt mere end fem timer blev i alt 216 køretøjer målt til at køre for hurtigt. I alt passerede godt 1.900 køretøjer, og der blev uddelt seks klip, tre betingede frakendelser og en enkelt ubetinget – én bilist blev målt med en hastighed på 213 kilometer i timen. Ganske overordentligt meget over det tilladte. Det blev altså “belønnet” med en ubetinget frakendelse af kørekortet. Samme belønning fik en bilist søndag til en kontrol iværksat via bestilenfærdselskontrol.dk. På Valbyvej i Slagelse var der på bare 80 minutter 11 sager: tre om manglende sele, en om håndholdt mobiltelefon og syv om hastighed. Den tilladte hastighed på strækningen er 50 kilometer i timen. En af bilisterne blev målt til 122 kilometer i timen, og det udløste straks en ubetinget frakendelse af kørekortet.

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Korsør Musholmvej Hus Mandag klokken 16.00 – tirsdag klokken 07.30 Smykkeskrin, pas, 3 punge, kuverter med valuta, lille sofabord og ekstranøgle til bil

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Type Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Korsør Vestmotorvejen Tirsdag klokken 13.41 – klokken 20.00 ATK 7.523 574 110 km/t 172 km/t 13 klip og 2 betingede frakendelser
Korsør Vestmotorvejen Søndag klokken 13.45 – 20.00 ATK 5804 793 110 km/t 173 km/t 22 klip og tre betingede frakendelser
Korsør Vestmotorvejen Klokken 13.51-20 ATK 7644 481 110 km/t 170 km/t 10 klip og en betinget frakendelse