Se her om gratis sommeraktiviteter for børn og unge på Vikingeborgen Trelleborg

Leg og lær med Vikingerne, foto: Trelleborg

I uge 31 og 32 tilbyder Trelleborg takket være et tilskud fra Slagelse Kommune gratis sommeraktiviteter for børn og unge. Omdrejningspunktet er dels leg og læring, dels krop og bevægelse.

Et af Trelleborgs kerneområder er formidling og undervisning i vikingetiden – men i sommeraktiviteterne er der specielt fokus på fællesskabsskabende aktiviteter, hvor viden om vikingetiden og vikinger sættes i fokus. Gennem aktiviteter vil der være oplevelser i det fri, hvor hele kroppen inddrages. Leg og lær med vikingerne er gratis og forløber fra tirsdag til lørdag i periode 28. juli til 8. august.

Der kan maximalt deltage 25 børn og unge pr. dag i alderen 6-17 år.

Tilmelding er åben for alle og efter først-til-mølle-princippet. Veteranbusserne fra Skælskør sørger for gratis transport med opsamlingssteder bestemte dage i Skælskør, Korsør og Slagelse. Læs mere på https://natmus.dk/museer-og-slotte/trelleborg/.

Tilmelding på TrelBook@natmus.dk.

Vikingesommer på Trelleborg 2020
Du kan stadig opleve vikinger på Trelleborg, hvor de har slået deres vikingelejre op på museets grønne arealer. I hele sommerferien er der sjove vikingeaktiviteter for børn og unge. Forældrene må også gerne være med.

I uge 31 vil der bl.a. også være hesteshow hver dag kl. 11 og kl. 14 med Jeamaine og hendes veltrænede hest.

Med aktivitetsarmbånd kan du selv prøve de forskellige aktiviteter – du kan skyde med langbue og pile, bage dit eget fladbrød, lave dit eget armbånd, male med vikingefarver, riste dit navn i runer, støbe et smykke i vikingesmedjen, sy en skindpung, male sværd og skjolde samt meget mere. Prøv også de gratis vikingelege – tvekamp med vikingesværd, Hesten, vælt en viking, 3 på stribe og knoglekast.

Museet er åbent alle dage fra 10-17. Vikingeaktiviteterne er åbne frem til 9. august 10-16 (10am-4pm). Bemærk! Museet har lukket om mandagen.

Der er entre i sommerferien på 50 for voksne. Børn under 18 år gratis. Aktivitetsarmbånd købes i museets indgang, og giver alt efter pris, adgang til et udvalg af vores sjove aktiviteter.