Grundet den ekstraordinære situation, der ramte Danmark i marts, lukkede Comwell midlertidigt over halvdelen af deres i alt 15 danske hoteller. Nu er den danske hotelkæde igen klar til at åbne hotellerne og for alvor skyde sommeren i gang.

Efter to måneders nedlukning vil den gradvise og kontrollerede åbning ske over et par uger startende fra den 8. juni 2020 hvor hotellerne i Holte, Middelfart, Vejle, Rebild Bakker og på Vestsjælland igen åbner for både mødedeltagere og feriegæster.

“Vi ser meget frem til at kunne byde velkommen tilbage til vores gæster på alle Comwell hoteller. Vi takker for vores gæsters tålmodighed og trofaste støtte gennem denne tid,” fortæller koncernchef Peter Schelde i forbindelse med genåbningen.

I hele perioden har Comwells hoteller i Aalborg, Aarhus, Kolding, Odense, Roskilde, Køge og Helsingør været åbne og taget imod gæster med behov for overnatning, mindre møder og konferencer og har fulgt Sundhedsstyrelsens anvisninger og retningslinjer under hele forløbet.

Erfaringerne herfra tages med i genåbningen af de lukkede hoteller, så gæsterne kan føle sig helt trygge, når de træder ind på et Comwell hotel. For at sikre gæsternes og medarbejdernes sikkerhed, har hotelkæden indarbejdet udvidede procedurer blandt andet i forbindelse med rengøring samt sikret at ophold i restauranterne og afholdelse af møder i konferencelokalerne lever op til myndighedernes anbefalinger uden at gå på kompromis med den nærværende service fra Comwells medarbejdere.

“Vi glæder os også til at kunne byde mange af de hjemsendte medarbejdere velkommen tilbage, for det er dem, der er kernen i Comwell. Ligeledes ser vi frem til at kunne danne rammerne for danskernes sommerferie i en tid hvor udlandsrejser er begrænset. Vi er også klar til igen at tage imod efterårets mange og længe ventet fysiske møder og konferencer – selvfølgelig under hensyntagen til de gældende anvisninger og retningslinjer, afslutter koncernchef Peter Schelde.

Der er mulighed for at holde sig opdateret omkring åbning af de enkelte hoteller på Comwells hjemmeside og omkring håndtering af COVID-19 på www.comwell.com.