BaneDanmark skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om normaliseringen:
Banedanmark har siden den 23. marts fornyet dele af sporet på den meget trafikerede jernbanestrækning mellem Ringsted og Korsør. Arbejdet er ovre, og nu kører togene igen efter den normale køreplan.
Så kører togene igen efter den normale køreplan mellem Ringsted og Korsør, hvor Banedanmark gennem foråret har gennemført et større sporarbejde for at fremtidssikre strækningen.
Jernbanen mellem Ringsted og Korsør er en af de mest trafikerede strækninger på fjernbanen i Danmark. Det er derfor nødvendigt, at vi i disse år fornyer sporet og foretager en del øvrige arbejder, så togene ikke skal sætte hastigheden ned og dermed risikere forsinkelser.
Første etape er gennemført i år, hvor vi primært har arbejdet på strækningen mellem Slagelse og Ringsted.
“Vi er nu færdige med sporarbejdet, og det kommer til at betyde færre fejl i sporet og en mere stabil drift. Der har været tale om et omfattende arbejde, hvor vi både har arbejdet i sporet, i kørestrømsanlægget og langs banen. Det er klart, at så omfattende et arbejde påvirker omgivelserne, og vi er meget glade for den tålmodighed, som både naboer og passagerer har vist, siger projektleder Christoffer Bogh.
I perioden, hvor vi gennemførte sporarbejdet, var det ikke muligt at holde begge spor åbne mellem Ringsted og Korsør, og derfor har der været reduceret drift på strækningen.
Frem til den 5. juli vil der stadig være nætter, hvor vi foretager restarbejder og slutjusteringer af sporet forskellige steder på strækningen, hvilket kan give enkelte ændringer i trafikken i de sene aftentimer.
Resten af strækningen står for tur
For at undgå at spærre helt for landsdelstrafikken i en længere periode har vi i år valgt at udføre de mest presserende arbejder.
Næste år vender vi tilbage til strækningen for at forny og optimere sporene på Slagelse Station, og i årene 2022-2024 gennemfører vi den resterende sporfornyelse mellem Ringsted og Korsør.
“Når vi er færdige, vil passagererne opleve færre hastighedsnedsættelser, og togene vil derfor have bedre muligheder for at indhente eventuelle forsinkelser,” siger Christoffer Bogh.
Læs mere om sporarbejdet Ringsted-Korsør
Følg sporarbejdet på Facebook
FAKTA:
Sporarbejdet mellem Ringsted og Korsør begyndte den 23. marts, og siden da har vi udført følgende:
Ballastrensning på 2,7 kilometer fri strækning tæt på Slagelse Station
Ny sporkasse på 10,3 kilometer fri strækning tæt på Slagelse Station
Udskiftning af 16 kilometer skinner på fri strækning imellem Fjenneslev og Forlev
Justering af 13 kilometers køreledningsanlæg
Drænlægning på en strækning over 1,6 kilometer
Udbedring af cirka 60 meter blød bund
Sporsænkning ved Grøftevej og Sorøvej