RfST skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om Vemmelev Skole:
Eleverne på Vemmelev Skole ved Slagelse har i dag fået en oplevelse ud over det sædvanlige. Midt i skoledagen blev de overrasket af politiet, Rådet for Sikker Trafik, borgmesteren og LB Forsikring, der havde arrangeret en surprise-fejring for alle skolens elever.
Fredagens store frikvarter går nok sent i glemmebogen hos eleverne på Vemmelev Skole. Midt i skoledagen var alle eleverne blevet samlet, og pludselig kom politiet kørende ind i på skolen i selskab med en Hjemis-bil, en DJ der spillede musik og repræsentanter fra Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring samt borgmesteren fra Slagelse Kommune. Alle var kommet for at hylde skolepatruljen på Vemmelev Skole.
Skolepatruljen har nemlig vundet den nationale titel “Årets Skolepatrulje 2019”, som er en konkurrence Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring står bag. I den anledning er præmien en stor overraskelses-fejring midt i skoledagen med gratis is, popcorn og juice samt hædrende taler og musik.
– Det har været svært at vælge en vinder blandt de mange, seje skolepatruljer, som vi har i hele landet. Men skolepatruljen på Vemmelev Skole har gjort sig særligt bemærket, da de blandt andet har gennemført en kampagne, der har fået forældrene til at køre bedre og vise mere hensyn på skolevejen, siger Karina Petersen, underdirektør i Rådet for Sikker Trafik.
I hele landet har godt 5.500 personer indstillet en skolepatrulje, som de mente burde vinde den hædrende titel. Men det blev altså Vemmelev Skole ved Slagelse, der løb med sejren.
Se YouTube-video fra i dag, hvor eleverne blev overrasket med den gode nyhed, fik paradekørsel med politieskorte samt modtagelsen i skolegården: https://www.youtube.com/watch?v=s8nhFjcvrdg