Kunsthal Kongegaarden præsenterer nu den aktuelle soloudstilling The Map is not the Territory, som den internationalt, anerkendte kunstner Adam Saks har skabt til Kongegaardens særlige interiør. Han er kendt for at tilegne sig løsrevne motiver og billeder, som han indsætter i flertydige og spændingsfyldte konstellationer for at skabe nye, overraskende fortællinger på grænsen mellem figuration og abstraktion.
I Kongegaarden viser vi en række nye værker, hvoraf en del er keramiske objekter, som Adam Saks netop har skabt på det internationale keramikcenter Guldagergaard i Skælskør under et sponsoreret arbejdsophold på fire uger. Her transformerede han menneskelige spor, elementer fra naturen og sit eget maleriske formsprog til skulpturelle og suveræne keramiske værker. Adam Saks er dog primært kunstmaler og har gennem hele sit liv holdt fast i maleriet som særligt medie:
”Maleriet har ganske enkelt evnen til at formidle et udsagn, som forbliver gådefuldt. Derfor vender jeg altid nysgerrigt tilbage. Der er en direkte transmission af ens tanker, drømme og visioner over på lærredet samtidig med, at maleriet, i kraft af farven og formen, er et rum, man kan blive ved med at fordybe sig i. Det er et uudtømmeligt medie, som konstant udfordrer på alle niveauer”.
I de seneste år har Adam Saks ladet sig inspirere af naturen og menneskets del af kredsløbet. Han isolerer mikroskopiske udsnit og tværsnit af den organiske verden, og da elementerne ikke er underlagt et fælles størrelseshierarki, svinger maleriernes rum mellem den umiddelbare nærhed og et uudgrundeligt perspektiv. Udstillingen i Korsør rummer dog også store billeder med motiver af ituslåede krukker.
Vores civilisation er ved at splintre
”De antikke krukker repræsenterer en del af vor civilisations vugge. Samtidig er jeg fascineret af den ofte brutale billedverden, der udfolder sig på krukkerne. Vi lever i en tid med opbrud, turbulens og samfundsordner, der bliver omstyrtet. Malerierne er min oplevelse af, at vores civilisation er ved at splintre eller gå i opløsning”, siger Adam Saks, der har givet sin udstilling titlen The Map is not the Territory:
“Titlen peger på menneskets udsatte position, og kunstens åbne rum, der ikke kan aflæses på et simpelt kort. Men indikerer også mit mangefacetterede udtryk, og min kunstneriske metode, hvor jeg betjener mig af mange forskellige medier, der folder sig ud og knopskyder, således at det ene medies udtryk ’smitter af’ på det næste medie. På den måde udvider mit eget kunstneriske territorium sig konstant”.
FERNISERING: Lørdag 15. marts kl. 13-16.
Åbningstaler kl. 13.15 af viceborgmester Jane Dahl og Henrik Broch-Lips
Adam Saks (f. 1974) blev uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 1993-1999 og Hochschule der Künste i Berlin, hvor han nu bor. Han har udstillet på en lang række prominente udstillingssteder og kunstmuseer i ind- og udland, senest i Dallas, Silkeborg og Køln. Hans værker er repræsenteret i samlingerne på bl.a. Statens Museum for Kunst, Aros, Trapholt og Kunsten i Aalborg. Har modtaget Niels Wessel Bagges Kunstfonds pris i 2009 og Kjell Nupen Memorial Grant i Norge i 2015.
Udstillingen er generøst støttet af Det Obelske Familiefond, Grosserer L.F. Foghts Fond, Louis-Hansens Fond, Guldagergaard og Slagelse Kommune
