Torsdag 20. marts kl. 18 i Kongegaarden kan man opleve ensemblet LiveStrings og pianisten Nicolai Kornerup, der vil levere grænsesøgende musik med energi, melankoli og vildskab.

Nu kan man opleve det nordiske ensemble LiveStrings og den danske pianist Nicolai Kornerup i Korsør. I trioformat vil Live Johansson (cello), Andrea Gyarfas Brahe (violin) og Kornerup (piano) levere en musikalsk rejse, der krydser de traditionelle grænser for genre og stil, og som forener livlig energi og dyb inderlighed.

”Vi er stolte over at kunne præsentere en helt unik og utraditionel musikalsk oplevelse med en enestående konstellation, der er kendt fra populære TV-programmer og deres arbejde med nogle af de største navne i både dansk og international musik”, siger Henrik Broch-Lips, leder af Kunsthal Kongegaarden.

Forventninger bliver udfordret
LiveStrings & Kornerup er berømte for deres dynamiske fortolkninger af klassiske favoritter, nordisk og østeuropæisk folkemusik samt unikke arrangementer af populærmusik. De skaber en harmonisk forbindelse mellem klassisk og moderne musik og leverer musik, der spænder fra barokken til nutidens popnumre.

“Vi kan næsten garantere, at grænserne for publikums forventninger til klassisk musik bliver flyttet, når de tre musikere fejrer musikkens evne til at forene og inspirere på tværs af genrer og kulturer. De er ikke bange for at gå helt til grænsen med deres særlige fortolkninger af kendte popnumre fra TV, siger Henrik Broch-Lips.

Nye musikalske møder og bredt publikum
I spidsen for LiveStrings står den musikalske leder Live Johansson, hvis dygtighed på celloen og visionære tilgang til musikken har været afgørende for ensemblets succes. Hun grundlagde ensemblet i 2011 som en strygekvartet, der i dag er et ensemble med 10 faste konservatorieuddannede medlemmer.
LiveStrings mission er at bringe klassisk musik ud til et bredere publikum og skabe nye musikalske møder. De har optrådt i Toppen af Poppen, X-Factor, Melodi Grand Prix og Go’ Morgen DK og samarbejdet med en lang række kunstnere som Bent Fabricius-Bjerre, Soleima, Jada, Michael Bublé, Agnes Obel og Kanye West.

Ud i verden med melankoli og længsel
Nicolai Kornerup er komponist og pianist, der har spillet over hele verden. I 2018 vandt han Carl Prisen for bedste komponist og har siden udgivet tre albums i eget navn. Nicolai Kornerups nordiske kompositioner er præget af melankoli og længsel samt mødet mellem den vilde og passionerede østeuropæiske musiktradition.

Kornerup har skrevet orkestermusik for prominente ensembler som Dresden Statskapelle, DR Big Band og Copenhagen Phil. Han har arbejdet med musikere som Kwamie Liv, Benjamin Koppel, Annisette, Thomas Dybdal og Andrea Pellegrini og bidraget med musik til Thomas Vinterbergs TV-serie Familier som vores.

BILLETTER: Almindelig: 175 kr. Kongeklubmedlem: 125 kr. Unge under 26 år: 100 kr. Billetten omfatter en omvisning i Adam Saks’ aktuelle udstilling kl. 17.15 og et glas vin sammen med musikerne efter koncerten.

Nicolai Kornerup. Foto: Emilia Therese