Louis Nielsens butikker i Slagelse og Korsør har siden februar 2024 tilbudt kunderne en 3D-scanning med OCT – en maskine, som hjælper butikkens optikere med at finde tidlige tegn på visse øjensygdomme. Mere end halvdelen af kunderne vælger undersøgelsen til.
For et år siden investerede ejerne af Louis Nielsens butikker i Slagelse City, Bilka Slagelse og i Korsør i nye scannere. Siden har borgerne taget overraskende godt imod OCT, som maskinen kaldes. Med dens digitale 3D-scan kan optikerne opdage tegn på øjensygdomme endnu tidligere, end det før har været muligt. Den mulighed har mange benyttet sig af.
– Nyheden om vores OCT-scanner har virkelig spredt sig i byen. Her præcis et år efter, vi tog maskinen i brug, spørger mange kunder om de kan få undersøgelsen, når de kommer i butikken. Hvis ikke de kender til muligheden, så får de den tilbudt. Det er relevant for alle, der ikke går fast til øjenlæge, fortæller chefoptiker Stine Skov, som er medejer af Louis Nielsen i Bilka Slagelse.
Mere end halvdelen af kunderne i de tre butikker har det seneste år valgt at få den nye undersøgelse, som er et tilkøb til den gratis synstest med sundhedstjek.
Snigende øjensygdom
Den store interesse er godt nyt ifølge chefoptikeren. Hun sammenligner undersøgelser af synet med regelmæssige undersøgelser af tænderne.
– Hvis du får undersøgt synet mindst hvert andet år, har vi optikere de bedste muligheder for at hjælpe dig til at bevare et skarpt syn og fange eventuelle forandringer tidligt. Det er især aktuelt, når du kommer lidt op i alderen, siger Stine Skov.
Hun uddyber, at en øjensygdom som grøn stær kan komme snigende og kan risikere at beskadige synet permanent, inden man selv opdager det. Men tidlige tegn på sygdommen kan opdages i en synstest med sundhedstjek. I så fald er der mulighed for at forebygge eller behandle sygdommen.
Det kan et unikt netværk af danske øjenlæger hjælpe til med.
– Vi har i Louis Nielsen et netværk af danske øjenlæger i ryggen, som vi kan sparre med, og som kan hjælpe kunden videre i sundhedsvæsenet, hvis vi opdager noget, der skal undersøges nærmere. Det gør kunderne trygge, at vi har den mulighed, siger Stine Skov.
