I oktober var der fulde huse, da Slagelse Kommune inviterede til Byens Møde om udviklingsplanen for Korsør. Siden da er der arbejdet videre med planen, og nu er Slagelse Kommune klar til at give en status på arbejdet den 25. februar på Kulturhuset i Korsør, inden udviklingsplanen besluttes politisk inden sommerferien
Klimasikringen skal være med til at gøre naturen og vandet til et aktiv for Korsør, og bymidten være et såkaldt blåt byrum, hvor vandet spiller en større rolle. Det er nogle af de foreløbige visioner, som der bliver arbejdet med i den nye udviklingsplan for Korsør. I oktober var ca. 200 borgere med til Byens Møde, hvor den nye udviklingsplan blev diskuteret. Siden da er der arbejdet videre med planen, og nu er Slagelse Kommune klar til at præsentere de foreløbige visioner for borgerne. Derfor bliver Korsør-borgere nu inviteret til møde den 25. februar kl. 18-20 i Korsør Kulturhus under overskriften: Byens Plan: Hvor står vi nu.
– Vi fik rigtig mange ideer, kommentarer og rigtig gode snakke om, hvordan vi gerne vil udvikle Korsør på Byens Møde. Der er blevet arbejdet videre siden da, men inden vi fremlægger den færdige plan, vil vi gerne fortælle lidt om arbejdet, siger borgmester Knud Vincents (V).
Arbejdet med udviklingsplanen for Korsør er sat i gang af byrådet. Den skal bygge videre på tidligere byråds arbejde og lægge en langsigtet plan for Korsør, som sætter retningen for, hvordan man vil investere og udvikle Korsør by de næste 10 til 15 år. På tegnebrættet er blandt andet ideer om at udnytte naturen og tætheden til vandet bedre – blandt andet ved at indtænke naturen, når man sikrer byen mod vandet i fremtiden og eventuelt ved skabe en kyststi, som forbinder bymidten med det nye naturområde Kruusesminde. Derudover er visionen, at man skal være bedre til at skabe sammenhæng mellem Korsør og Halsskov, og derfor skal man prioritere byens såkaldte blå byrum i første omgang.
– Det er nogle spændende visioner, der bliver arbejdet med, og det vil forandre Korsør som by, hvis det bliver gennemført. Når man har vandet og naturen lige uden for døren, så er det oplagt at bruge det mere aktivt i byudviklingen. Men indtil videre er det overordnede visioner, som vi glæder os til at give en status for den 25. februar, siger Knud Vincents.
Alle interesserede er velkomne. Tilmelding sker via Slagelse.dk/upk, hvor der vil være et link på siden. Selve temamødet vil blive afholdt i to dele. Først vil der være en præsentation af udviklingsplanen og derefter vil der være mulighed for at besøge en række temastande og få en snak om planen med repræsentanter fra kommunen.