Det er med stor glæde, at Kongegaarden nu kan præsentere en soloudstilling med Ursula Nistrup (f. 1974), der er uddannet fra Glasgow School of Art i 2004 og California Institute of the Arts i USA. I Kongegaarden har hun skabt en poetisk totalinstallation med projekterede filmiske loops og en litterær tekst.
 
Videoen Aquatic Movements (2022) kalder Ursula Nistrup selv for en ”abstrakt dokumentation” af to serier af ”organiske” silkeskulpturer Leaves and Winds (2021), som blev skabt i samarbejde med designeren Lotte Henriksen. Nu er de konceptualiseret og filmet som en rejse i et undersøisk univers befolket af mærkværdige fremmede væsner, der ”danser med” vandets strømme. 

Videoen er filmet af den internationale filmfotograf Adam Jantrup og farvejusteret af den ligeledes internationale editor Norman Nisbet. Videoen havde urpremiere på festivalen SPOT i Århus, hvor den blev projekteret på Musikhusets facade.

I Kongegaardens koncertsal vises videoen projekteret på tre lærreder i rummet, som en mere udtalt rumlig og immersiv installation med titlen Deep Sea Dance. De tre projektioner vil være let forskudte af hinanden og således udgøre en slags visuel kanon. Installationen bliver ‘introduceret’ til publikum af en poetisk tekst om de fremmede væsner og deres univers skrevet af forfatteren Ida Marie Hede.

At genopdage naturens skønhed
Ifølge Ursula Nistrup er det et åbent spørgsmål om det undersøiske univers, som Deep Sea Dance udfolder, er forhistorisk eller fremtidigt:

”Det kan også være begge dele, som en vision om havet og vandet som de store universelle ”bevægere” i livets udviklingshistorie – hinsides enhver menneskelig skala”, siger Ursula Nistrup. 

Installationen ansporer således en sensibilitet over for det ikke-menneskelige i naturen, dels som noget fascinerende, vi mennesker ikke blot kan blive klogere på, men også klogere af, dels som et liv vi er fundamentalt forbundet med i kraft af, at vi bebor den samme biosfære:

 ”Deep Sea Dance skal ses i forlængelse af samtidskunstens udbredte kritiske interesse for naturen set i lyset af den aktuelle klimakrise, og som en vision om at genopdage naturens skønhed og dybde gennem en kropslig og sanselig erfaring såvel som en reflekterende observation”, siger Ursula Nistrup.

FERNISERING 15. JUNI KL. 13 – 16 
ÅBNINGSTALE KL. 13.30 af Henrik Broch-Lips, leder af Kongegaarden

Kongegaardens udstillingsprogram 2024 er generøst støttet af Det Obelske Familiefond og Augustinus Fonden. Deep Sea Dance er støttet af Statens Kunstfond og Knud Højgaards Fond.

NB kl. 13: Åbning af Eva Louise Buus’ udstilling Verdandes Have i stueetagen.

Foto: Ursula Nistrup