På plejecentrene i Slagelse Kommune er det ikke Michelin-stjerner, som er blevet uddelt til køkkenerne, men derimod Det gyldne
Bestik. Et rejsehold har besøgt de forskellige kommunale køkkener uanmeldt for at sætte fokus på de ældres frokost gennem en vurdering af både maden, udvalget, smagen, borddækning mv. Målet var at sætte fokus på vigtigheden af dagens måltider, da mange ældre på plejecentre er undervægtige.
Flere danske undersøgelser peger på, at beboere på plejehjem ofte er undervægtige. Derfor har Slagelse Kommune sat fokus på vigtigheden af de ældres måltider ved at etablere et ”Rejsehold”, som er taget på uanmeldt frokostbesøg hos kommunens plejecentre for at tage bestik af selve måltidet herunder maden, udvalget, smagen mv. samt omgivelserne f.eks. borddækning, stemning og værtsskabe.
Fokus på dagens måltider
– Indsatsen har vi gjort i den positive ånd og som en lille venlig happening, der skulle sætte fokus på frokosten. Der har før været landsdækkende omtale af plejecentres varme måltider, men de varme måltid udgør kun 20-25% af dagens måltider. Derfor ville vi gerne sætte fokus på de resterende 75%. Også set ud fra den betragtning, at mange ældre på plejecentre er undervægtige, og derfor er det vigtigt at fokusere på dagens måltider og sikre at både kvalitet, udvalg og omgivelser er i top, siger ernæringsfaglig leder Jane Kaae.
Både maden og omgivelserne er vigtige
Rejseholdet har besøgt samtlige plejecentre i kommunen og vurderet frokosterne ud fra en skala med op til fem Gyldne bestik for hver overskrift. Vinderen med den bedste vurdering blev Blomstergården i Slagelse, som modtog et sæt gyldent bestik, et diplom i en ramme samt lagkager med logoet trykt på toppen.
– Vores plejecentre gør et stort stykke arbejde for at sikre, at de ældre får gode måltider i løbet af hele dagen. I Kostrådet er vores formål at være debatskabende og nytænkende, så i år har vi valgt at et af fokuspunkterne skulle være de ældes frokost. Indsatsen med rejseholdet skulle være til at sikre fokus omkring, at ikke bare selve måltidet men også spiseomgivelserne er indbydende. Helhedsoplevelsen er utrolig vigtig og kan være afgørende for, hvor meget mad de ældre spiser, og dermed om de får næring nok i løbet af dagen, siger Virksomhedsleder og medlem af Kostrådet Katja Krane Nymann.
Kort om rejseholdet
I foråret 2016 etablerede Kostrådet i Slagelse Kommune i samarbejde med virksomhedsleder Katja Krane Nymann og ernæringsfaglig leder Jane Kaae et ”Rejsehold”. Rejseholdet har bestået af to medlemmerne fra Kostrådet samt en kostfaglig deltager, som kom uanmeldt til frokost på plejecentrene. Helt uanmeldt har det dog ikke været, af hensyn til borddækning mv, så derfor er plejecenterlederen blevet kontaktet kl. 09.00 på dagen og fået besked om at der kom besøg. Efter frokosten har der været voteret og plejecenterlederen har fået tilsendt et diplom og fået en mundtlig begrundelse for vurdering.