VK Vestsjælland er blevet nomineret til Danske Spil og DIF’s Årets Idrætsforening 2023 blandt hele 1058 indstillinger, hvilket er ny rekord for antal indstillinger.
Det er en pris der anerkender det arbejde, de frivillige kræfter udfører i idrætsforeningerne rundt om i Danmark. Den uddeles til en forening, der gør en helt særlig og ekstraordinær indsats. Med titlen følger 100.000 kroner.
VKV er blandt andet blevet indstilling til prisen grundet arbejdet med udbredelse af volleyball på alle kommunens skoler, hvor mere end 3.600 elever og 200 skolelærere indtil videre har deltaget i de mange skolestævner klubben arrangerer. Heriblandt har klubben også undervist handicappede, autister, modtagerklasser og på heldagsskoler.
Dertil samarbejder VK Vestsjælland med Slagelse Kommune og DIF’s egen Get2sport for at aktivere og integrere børn og unge i udsatte boligområder til den dansk foreningsverden.
Ligeledes samarbejder Volleyklubben Vestsjælland med Slagelse Talent- og Eliteklasser på Nymarksskolen i Slagelse og Gørlev Idrætsefterskole, hvor klubben står for volleyballundervisningen.
Formand for VK Vestsjælland, Elmer Petersen, udtaler: “Du kan ikke have en god klub uden en god organisation og en lang række frivillige. Og det har vi: En fantastisk klub med et fantastisk fællesskab fyldt med mennesker, der gør en ekstra indsats: Ildsjæle, der går foran og aktiverer de andre medlemmer.”
Volleyklubben er nomineret sammen med fem andre idrætsforeninger, der skæres ned til tre finalister efter offentlig afstemning, der løber frem til den 28. november. Den endelige vinder findes i forbindelse med det store Sport 2023-show i Jyske Bank Bogen i Herning.