Glæd dig til at lytte og nørde, sammen med andre der elsker musik. Lytteklubben har eksisteret i mange år og videreføres nu som selvkørende, brugerstyret klub med lokale frivillige på Korsør Bibliotek og Borgerservice.

Selvkørende lytteklub

Lytteklubben har eksisteret i mange år, drevet af Slagelse Biblioteker og Borgerservices dygtige musikbibliotekar Preben, men da han gik på velfortjent pension, trådte frivillige kræfter til. Klubben videreføres nu som selvkørende, brugerstyret klub med frivillige, lokale kræfter. Den er bygget op sådan, at hvert møde har et bredt overordnet tema, og deltagerne kommer med et musikønske indenfor temaet. Sammen nyder man musikken, og man er velkommen til at tage egne plader og cd’er med. Ellers streames der!

Fællesskab omkring musikken

Den fælles lytning til den gode musik giver som regel anledning til sjove anekdoter og gode samtaler undervejs, som får følgeskab af en varm kop kaffe. Lykkeklubben er en unik mulighed for at mødes med andre musikinteresserede og dyrke ens interesse for musikkens verden. Musikken skaber rammerne for et helt særligt fællesskab.

Første møde

Første møde i den nye selvkørende lytteklub er den 19. september kl. 19-21 på Korsør Bibliotek. Deltagerne mødes i mødesalen på 1. sal og man skal bruge døren ved bagindgangen til biblioteket. Aftenens tema er sange med et budskab. F.eks. Cæsar med “Jorden i flammer” (Eve of Destruction), Regnbuebandet: “I kan ikke slå os ihjel” eller Dylans “Masters of War”. Den nye lytteklub glæder sig til at se mange nye ansigter, så kom gerne.

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. Tilmelding sker via slagelsebib.dk

Vi ses – og lyttes ved!

Pressefoto