Mange gode grunde til at flage den 15. juni!

Torsdag den 15. juni er det Valdemarsdag – det er en flagdag ligesom øvrige flagdage i årets løb, hvor vi kan hejse Dannebrog på officielle flagdage. Det gælder nytårsdag 1. januar, grundlovsdag 5. juni, for Danmarks Befrielse 5. maj, Den særlige flagdag 5. september og på royale fødselsdage, ligesom der kan flages på kirkens helligdage og historiske mærkedage, som i øvrigt fremgår af den officielle Flagkalender.

Dannebrog har som nationens flag og samlingsmærke for den danske befolkning været med til at støtte sammenhold og komme gennem krisetider.

Hejs flaget på Valdemarsdag – Dannebrogs fødselsdag – og lad Dannebrog vaje for vinden med sit smukke rød/hvide korsbanner.

Her i Slagelse Kommune markeres Valdemarsdag ved tildeling af årets Flagpris, en pris der tildeles en person – forening – institution eller firma, som flager meget, flager smukt, og flager korrekt, så Dannebrog viser sig fra sin smukkeste side.

Ydermere har vi en fotokonkurrence om det smukkeste Dannebrogs billede, med en præmie på 500 kr.

Dagen markeres også med at der i det offentlige rum sælges de små fine Valdemars-flag, der har været en del af den danske historie i mere end 100 år. Dette salg danner sammen med medlemskab til Danmarks-Samfundet, grundlag for uddeling af faner og flag til Danmarks spejdere og foreninger m.fl.

På hjemmesiden www.danmarks-samfundet.dk har man mulighed for at købe et digitalt Valdemars-flag, så man kan vise sin støtte til Dannebrog og dansk kultur. Man har også mulighed for at melde sig ind i foreningen.

Har du spørgsmål om anvendelse af Dannebrog eller om flagning, så send dit spørgsmål til vores flagkonsulent på e-mail: flagkonsulent@danmarkssamfundet.dk 

Se Flagkalender