Den 10.-25. september afgøres det i Riyadh i Saudi-Arabien, om Harald Blåtands fem danske ringborge skal optages på UNESCOs verdensarvsliste. Ringborgene ansøgte allerede i 2021, men beslutningen blev udskudt sidste år, hvor Rusland havde formandskabet.
Afgørelsen skulle egentlig være foretaget sidste sommer i juni 2022, men på grund af krigen i Ukraine, var det ikke muligt at gennemføre verdensarvskongressen i Kazan i Rusland. Formandskabet var på det tidspunkt russisk, og derfor måtte afgørelse udskydes på ubestemt tid.
Nu er formandskabet overgået til Saudi Arabien og derfor bliver det i Riyadh, Saudi-Arabien, at afgørelsen træffes til Verdensarvskomitéens 45. session den 10.-25. september 2023.
Verdenskongressen forlænges med fire dage, da de skal nå at behandle nomineringer for både 2022 og 2023, i alt 55 nomineringer (28 indstillet i 2022 og 27 i 2023).
En lang række lande skal vurdere hvilke kandidater, der kan erklæres verdensarv. Der vil også være ansøgninger, der skal genbehandles, eller som bliver afvist.
De danske ringborges ansøgning er et kæmpe værk på 400 sider, og det er rigt illustreret. Siden 2009 har ringborgene Trelleborg, Fyrkat og Aggersborg, samt senere Nonnebakken og Borgring arbejdet hårdt på at gøre vikingetidens ringborge til verdensarv.
Trelleborg er bedst bevaret
Trelleborg, som er en del af Nationalmuseet, er den bedst befæstede og bedst bevarede af borgene, og borgen har både forborg og en gravplads. Flere massegrave ved Trelleborg bekræfter, at der blev kæmpet ved borgen. Et større antal pile blev fundet skudt ind i portene, og flere af portene var blevet brændt af.
”Vikingetiden har en unik plads i verdenshistorien, fordi det var der, Skandinavien gik fra at være hedensk til at blive en integreret del af den kristne kultur i Europa, og ringborgene er den fysiske manifestation af den tradition. De er et ingeniørmæssigt unikum, som markerer Danmark som et nyt samlet kongedømme. Hvis det lykkedes at få ringborgene på verdensarvslisten, skærper det naturligvis vores forpligtelser til at bevare og udbrede kendskabet til dem, ligesom vi gør på Kronborg Slot og ved Jellingmonumenterne, der allerede er UNESCO-lokationer i Nationalmuseets regi,” siger Nationalmuseets direktør Rane Willerslev.
”Vi krydser naturligvis fingre for, at det lykkedes at blive optaget på UNESCOs verdensarvsliste, og i så fald kommer borgene i den helt specielle gruppe af kulturattraktioner, der er af enestående universel betydning og umistelige for verdensarven. En optagelse på verdensarvslisten vil være en stor anerkendelse af borgenes betydning i verdenshistorien. Det vil også have stor betydning lokalt for de enkelte kommuner og for Danmark som vikingenation,” siger Anne-Christine Larsen, Museumschef på Trelleborg, Nationalmuseet.
De danske ringborge
De fem danske ringborge blev opført under Kong Harald Blåtand, der regerede i Danmark i årene 958-987. Harald Blåtand holdt sit land i et jerngreb, og ringborgene var en del af den strategi, kongen og hans bygmester havde lagt for at samle Danmark og sikre magten. Derfor blev borgene også placeret på strategiske steder i det danske landskab – Trelleborg ved Slagelse, Borgring ved Køge, Nonnebakken i Odense, Fyrkat ved Hobro og Aggersborg ved Løgstør.
De store borge, der var anlagt som en samlet vision med stor ingeniørkunst og uhyrlige omkostninger for både befolkning og kongemagt, spillede i slutningen af 900-tallet en central rolle i Danmarkshistorien. Selv om borgene var forskellige i størrelse, så er de alligevel så ens i konstruktion og udførelse, at man ikke er i tvivl om, at de har samme ophavsmand, og dermed alle er en del af det samme stykke Danmarkshistorie.
Borgenes levetid blev formentlig kort – næppe mere end 20 år. Men i dag – mere end 1.000 år senere – samles borgenes fortælling igen i ansøgningen om at få dem optaget på verdensarvslisten.
