Slagelse vil medfinansiere bredbåndsprojekter 

Bredbåndsprojekter fra Slagelse Kommune får bedre mulighed for at få støtte fra Folketingets bredbåndspulje, efter Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget har besluttet at afsætte 200.000 kr. til at medfinansiere projekter, som kan give hurtigt internet i yderområderne. Slagelse Rådhus Kommune

Projekter, som kan være med til at give hurtigt internet i områder med dårlig dækning, får nu opbakning fra Slagelse Kommunes side. Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget besluttede mandag at afsætte 200.000 kr. til såkaldte bredbåndsprojekter. Det vil øge chancerne for at projekter fra Slagelse Kommune, som søger Folketingets bredbåndspulje, får støtte.

– Der er flere steder, hvor det er nærmest umuligt at få en hurtig internetforbindelse her i kommune. Det er et kæmpe problem, hvis det skal være attraktivt at bo udenfor de større byer, og derfor vil vi gerne gøre vores for, at Slagelse-projekter får så gode muligheder som muligt for at få støtte fra den landsdækkende pulje, siger Henrik Brodersen (O), formand for Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget.

Folketinget har afsat 200 mio. kr. til bredbåndspuljen. Her kan kommuner og lokale sammenslutninger af borgere søge penge til at finansiere bredbåndsprojekter i områder, hvor der er dårlig dækning. Blandt kravene for at få støtte til projekterne er, at de involverede husstande som minimum selv skal betale de første 2000 kr., men ministeriet lægger desuden vægt på, at der også er kommunal medfinansiering, når de skal afgøre, hvilke projekter der skal have støtte.

– Nu gør vi fra kommunens side, hvad vi kan for at bakke op. Nu handler det om, at vi får sat så mange projekter i søen som muligt. Derfor vil jeg opfordre alle, som bor i områder, hvor der er problemer med manglende bredbånd til, at de går sammen og søger puljen, siger Henrik Brodersen.

Ansøgningsfristen til bredbåndspuljen er den 31. oktober, hvis man vil have støtte i år. Interesserede, som vil høre nærmere om, hvordan man kan få del i de kommunale midler, kan kontakte afdelingsleder i IT og Digitalisering Thomas Elmann på mail thelm@slagelse.dk. Har man brug for hjælp til selve ansøgningsproceduren til Folketingets Bredbåndspulje, kan man kontakte Region Sjællands bredbåndskonsulent Anne Brehmer på anb@regionsjaelland.dk. Læs mere på ens.dk/bredbåndspulje.