Kunst i Pinsen 2021 byder på over 100 udstillinger i hele Midt- og Vestsjælland.
Traditionen tro slår en mangfoldighed af udstillingsteder dørene op for alle kunstinteresserede i pinsedagene, d. 22. – 24. maj kl. 11-17. Såvel professionelle som amatører udstiller deres værker i værksteder, gallerier og private hjem overalt på Midt- og Vestsjælland og giver på den måde et helt særligt indblik i en masse kreative processer.
Corona-nedlukningen har sat et alvorligt aftryk på en masse planlagte begivenheder, og pinsekunsten er ingen undtagelse. Arrangørerne satser på at gennemføre, men alle involverede bedes om at følge myndighedernes anvisninger om at holde afstand, vaske hænder, nyse i ærme osv.
For at minimere fysisk kontakt er den traditionelle konkurrence, med kuponer der skal stemples, blevet ændret til en konkurrence på Facebook. Her kan du lægge en god historie fra dine kunstbesøg op i løbet af pinsedagene, og så trækker de lod om gavekort efter pinse. Det sker her: www.facebook.com/kunstipinsen
Da der i skrivende stund fortsat sker justeringer i genåbningen af Danmark opfordres alle pinsekunstens besøgende om at holde sig opdateret på hjemmeside og på pinsekunstens Facebookside for sidste øjebliks ændringer.
Enkelte kunstnere har måttet melde afbud, derfor er det også en god ide at tjekke sine udvalgte udstillingssteder, før turen påbegyndes.