Fredag den 6. maj havde Basen på Motalavej besøg af unge Mohamad Al Jawarheri fra Næstved, som holdt foredrag for unge i området. Det fortæller Helle Blak, leder af Fritidsklubben Rosenkildegården, og de to RUC-studerende Tor Mikkelsen og Emil Lohse i en pressemeddelelse:
Den 17-årige gymnasieelev blev kendt over hele landet, da han i slutningen af december 2015 blev fyret fra sit job i Bilka efter en Facebook-debat.
Mohamads historie er en historie om en ung mand, der ikke er bange for at sige sin mening. En historie om at man ikke, uanset hvem man er, skal være bange for at sige, hvad man mener, føler, kæmper for og tror på.
De erfaringer som Mohamad gjorde sig i forbindelse med sagen omkring Facebook-debatten – og fyringen fra sit job i Bilka i Næstved – var nogle af dem, som han delte ud af til de fremmødte unge fra Motalavej, hvor teamet var ”Er det dét værd?”.
Foredraget var arrangeret af Basen, og skal ses som startskuddet til deres forstående projekt ’Unge Stemmer’, der skal give de unge det talerør, som Mohamad ikke selv havde.
“’Unge Stemmer’ er et projekt der skal mobilisere de unge og samle deres stemme, så den bedre kan blive hørt. Projektet skal give de unge værktøjer, så de kan finde ud af, hvordan man blander sig i samfundet og evt. påvirke debatter, processer og beslutninger”, fortæller Khalil Hussein, der er daglig leder af Basen på Motalavej.
Hovedpersonen selv var glad for at kunne dele ud af sine erfaringer til andre unge, der kan nikke genkendende til lignende oplevelser. Mohamad Al Jawerheri havde også et klart og fast budskab til alle de fremmødte: “Budskabet er, at man styrker demokratiet ved at debattere og sætte problemer til debat. Men vigtigst af alt, at debatten foregår sagligt og med en sober tone.”
Her leverede Mohamad sit svar på emnets kerne, nemlig at det er det værd at udnytte sin demokratiske ret.
Som Mohamad Al Jawerheri selv udtrykte det:
“Vi unge har et ansvar for at oplyse og rykke ved holdninger. Det er, når vi udfordrer hinandens holdninger på en saglig måde, at vi fælles kan arbejde mod bedre forståelse og et bedre samfund. Det er bestemt ikke ligegyldigt at tilkendegive sin mening, for der er altid nogle, der vil lytte.”
Det budskab falder fint i tråd med Basens formål med deres ’Unge Stemmer’ projekt, som foredraget fredag aften var en del af, nemlig at de nu kan være sikre på, at der er nogle, der lytter.
“Det handler om at overbevise de unge om, at det kan betale sig at deltage i vores demokratiske samfund og at alle har ret til at have en mening og en holdning”, siger Khalil Hussein.
Arrangementet blev rundet af med en spørgerunde, hvor alle de fremmødte havde mulighed for at få besvaret deres egne specifikke spørgsmål, og da spørgerunden lakkede mod ende, var der blandt de fremmødte en samhørighed af, at det at tilkendegive sin mening på en sober og saglig måde sagtens kan være det hele værd.
Hvis man ønsker, at høre om Mohamads historie, og hvordan det efterfølgende er gået ham, så kan man følge hans blog Begge sider, der kan findes på Facebook, hvor han bidrager med et alternativ perspektiv på samfundets problemer.
Følg arbejdet i de to udsatte boligområder på Facebook: ”Basen Korsør” og ”Rosenkildegården – Ungdomscafeen”