Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Korsør i tidsrummet 2016-04-26 til 2016-05-04.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at fortælle offentligheden om. Ikke-anmeldte eller af politiet ignorerede hændelser omtales ikke i det følgende.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@ditkorsoer.dk

SPRITBILISTER
Tirsdag klokken 9.45 standsede politiet en 43-årig mand fra Korsør på Klingeberg i Slagelse. Den 43-årige var frakendt kørekortet, og han virkede påvirket af stoffer. Det viste sig også, at de nummerplader, der sad på bilen, var stjålet, og han blev derfor anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand, kørsel i frakendelsestiden og for at køre i en uindregistreret bil uden forsikring.

Politiet henvendte sig fredag klokken 17.20 til en 22-årig mand fra Slagelse der var kørt tør for benzin på Vestmotorvejen ved Korsør. En narkometertest vist at den 22-årige var påvirket af kokain. Han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

HÆNDELSER
En 22-årig mand fra Slagelse blev mandag klokken 21.46 standset af politiet på Korsør Landevej ved Boeslunde. Den 22-årige virkede påvirket af stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

KORSØR: Større slagsmål på Motalavej
En politipatrulje var i går klokken 17.43 på almindelig patrulje på Motalavej i Korsør, da betjentene pludselig ser et slagsmål mellem en større gruppe personer, hvor der blandt andet blev kastet med en cykel mod andre personer. Der var forsamlet ca. 30-40 personer i området, da betjentene ankom. Da politipatruljen henvendte sig til gruppen, blev aggressionerne i stedet vendt mod politiet. Der blev tilkaldt forstærkninger og der måtte både bruges peberspray og trækkes stave, før situationen faldt til ro. Der kom ingen til skade ved episoden, og der blev ikke foretaget nogen anholdelser. Politiet kunne forlade stedet klokken 18.18.Med venlig hilsen

KORSØR: Havde hash og knojern på sig
Lørdag nat klokken 2.23 fik politiet et tip om, at der var en person på en bodega på Halsskovvej i Korsør, som skulle være i besiddelse af narkotika. En patrulje kørte til stedet og fandt den omtalte person. En visitation viste da også, at han – en 17-årig mand fra Boeslunde – var i besiddelse af en klump hash. Han havde i øvrigt også et knojern på sig. Den 17-årige er nu sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og våbenloven.

KORSØR: Skænderi endte i vold
Flere deltagere i en fest, der blev afholdt lørdag på Møllevangen i Korsør, kom sidst på aftenen op at skændes. En 35-årig mand fra Kolding tog fat om halsen på en 24-årig kvinde fra Korsør, og politiet blev herefter tilkaldt. Den 35-årige blev anholdt søndag klokken 1.03 og sigtet for vold, og han blev taget med til afhøring på politistationen i Slagelse. Den 35-årige blev løsladt igen klokken 3.

KORSØR: Færdselsuheld
Søndag klokken 11.22 fik politiet en melding om, at to biler var stødt sammen på Skovvej i Korsør. En 63-årig kvindelig bilist ville foretage en U-vending, men havde tilsyneladende overset en 64-årig mand, der kom kørende i en varebil i vestlig retning. De to biler tørnede sammen, og begge biler blev temmelig skadet. Heldigvis kom ingen alvorligt til skade ved uheldet.

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Korsør Caspar Brands Plads Klokken 9.25-10.40 45 køretøjer standset og kontrolleret: Tre blev sigtet for at køre uden sikkerhedssele
Korsør Motalavej Klokken 8.48-9.18 28 køretøjer standset og kontrolleret – ingen sager
Korsør Motalavej Lørdag klokken 20.35 – Lørdag klokken 20.55 19 biler kontrolleret, ingen sager