Jørn C. Nielsen havde på vegne af Folkeoplysningsudvalget fornøjelsen af at overrække Lederprisen til en frivillig foreningsleder, som har vist særligt gode lederevner:

Sidste år gik prisen til Jacob Tranegaard fra Korsør Roklub. Det er nogle meget kompetente ledere, som har modtaget prisen gennem de senere år, og i år er ingen undtagelse.

Hele 9 kompetente ledere var indstillet til prisen i år, nemlig:
• Birgit Falkenberg (Boeslunde Gymnastikforening)
• Birgit Nielsen (Korsør Storebælt GF)
• Gitte Gamborg Kristiansen (VSG&I Håndbold)
• Inge Stegmann (Skælskør Solskinsmotion)
• Jeffrey Retslov (Sørbymagle Hockey Klub)
• Mette Booker (Korsør Golfklub)
• Mette Kugelberg Nielsen (Slagelse Basketball Klub)
• Michael Jantzen (Sørby Esport)
• Michael Skifter Andersen (Slagelse Atletik DELTA)

Og Folkeoplysningsudvalget har besluttet, at prisen skal gå til:

Michael Skifter Andersen fra Slagelse Atletik DELTA

Michael modtager Lederprisen på grund af hans mangeårige og meget værdifulde indsats for Slagelse Atletik DELTA, som har spillet en stor rolle i genopbygningen af klubben:

Prismodtager: Michael Skifter Andersen, Slagelse Atletik Delta og Jørn C. Nielsen, Slagelse Idræts Råd. Foto: Slagelse Idræts Råd

Da du i 1997 kom tilbage til klubben efter at have boet og trænet i Aarhus i en årrække, var der nemlig ikke meget klub tilbage. Kun 15-20 medlemmer, som trænede en gang imellem.

Du blev hurtigt ungdomstræner, men den første vinter var der kun to børn til vintertræningen, men det bremsede dig heldigvis ikke. Allerede i 1998 blev du valgt ind i klubbens bestyrelse som næstformand og 4 år senere blev du kasserer. Og i mere end 20 år har du brugt nærmest al din fritid på atletikken og klubben.

Du har gennem årene været omdrejningspunkt for klubbens eksistens og udvikling. Og har en stor del af æren for, at I er gået fra ca. 35 medlemmer i 2005 til hele 137 i 2017, og at I hvert år henter flotte resultater på atletikbanerne.

Du har gennem dine mange år i klubben udført en meget varieret vifte af opgaver. Du varetager jeres økonomi. Du er tovholder, når I afholder stævner. Du var initiativtager til jeres talent- og elitepolitik. Du tegnede det oplæg, der blev brugt til det nye atletikanlæg på Nørrevangsskolen. Og du ajourfører resultater og rekorder.

Du har desuden i mange år været ”klubbens leder” og er den, der har kontakten til kommunen i forbindelse med ansøgninger, timefordeling osv. Og så er du stadig ungdomstræner i klubben med 4-5 ugentlige træninger.

Endelig så er du jo også selv en dygtig atletikudøver – i 90-erne vandt du 6 danske mesterskaber som senior og i 2017 vandt du hele 6 DM-titler i din aldersklasse.

Stort tillykke med den velfortjente pris. Fortsæt det gode arbejde.