Storebælt Camping og Feriecenter summede af liv søndag formiddag, da op mod 400 sommerhusejere mødte talstærkt op til informationsmøde, indbudt af VisitVestsjælland og Slagelse Kommune.

”Vi er helt overvældede over, og utroligt glade for, den kæmpe store interesse vi oplever her i Slagelse Kommune omkring sommerhusudlejning. Der er et enormt udlejningspotentiale i vores område, et potentiale der bare venter på at blive forløst”, udtaler Jens Müller, direktør for VisitVestsjælland A/S.

På mødet fortalte Poul Fejer Christiansen fra Feriehusudlejernes Brancheforening om udlejningsmulighederne, krav til sommerhusstandarden m.v. Slagelse Kommune orienterede om affaldshåndtering i sommerhusområderne og Dansk Revision ved partner Jens Chr. Mikkelsen, fortalte om skatteregler og håndværkerfradrag. Derefter havde de fremmødte mulighed for at besøge – en til dagen indrettet ’markedsplads’, hvor ejerne kunne komme i direkte dialog med Feriepartner Vestsjælland, Novasol, DanCenter, EBK Huse, Home, G4S Security samt Slagelse Kommune.

”De 4.500 sommerhuse i Slagelse Kommune er en meget vigtig del af vores samlede overnatningskapacitet, og da kun godt 4% af disse sommerhuse i dag bliver udlejet, har vi en kæmpe uudnyttet kapacitet” siger Jens Müller. ”Hvis vi vil beholde og udvikle detailhandlen i vores kystnære og lidt tyndt befolkede områder, vil det være af rigtig stor betydning, hvis der bor gæster i sommerhusene, når ejerne ikke selv benytter dem ” slutter Jens Müller.
Internet er et ’must’

Et gennemgående tema for bemærkningerne fra sommerhusejerne, var den dårlige adgang til internet i sommerhusområderne. Fra Feriehusudlejernes Brancheforening blev det understreget, at internet er et ’must’, når man skal leje sit sommerhus ud.
”Langt de fleste gæster her på Sjællands Vestkyst efterspørger autentiske og hjemlige sommerhuse, og altså ikke de store sommerhuse med pool og indbygget wellness, som man finder på den Jyske vestkyst” siger Poul Fejer Christiansen, Feriehusudlejernes Brancheforening, og fortsætter ”Men når det er sagt, er internet i dag ligeså forventet som rindende vand og træk og slip”.

På mødet var der flere sommerhusejere, der udtrykte, at de havde gode erfaringer med mobilt internet i deres sommerhus, hvilket de fremmødte udlejningsbureauer kunne bekræfte. Nogle af bureauerne tilbyder faktisk at dække dele af etableringsomkostningen.

For yderligere information – direktør Jens Müller – 2819 9011 – jens@visitvestsjaelland.dk
VisitVestsjælland A/S er et udviklingsselskab stiftet af Slagelse og Kalundborg Kommune tilbage i 2012.Sorø Kommune kom med i samarbejdet i 2016. Selskabet beskæftiger i dag 6 ansatte.