Borgmester Stén Knuth fik det første eksemplar af Broløbsmagasinet, trykt i 14.000 eksemplarer. Det er delt ud til de mere end 10.000 løbere ved årets Broløb, og resten er fordelt i målområdet, og blandt f.eks. annoncører og samarbejdspartnere. Samtidig er der en digital strategi, og målet er at nå 100.000 danskere, med en række gode historier, om borgere, by og kommune.
Datoen for udgivelsen ligger umiddelbart forud for Broløbet, den 6.september 2017, og netop nu ser mange flere end sædvanligt, hvordan det går i Slagelse og Korsør.
– Broløbsmagasinet, med de mange gode historier, byder på et flot udpluk, af noget af det bedste ved vores kommune. Det handler bl.a. om ildsjæle, erhverv og kultur, og så er det et flot magasin at sidde med. Det går på fornemste vis, bag om hele vores kommune, med noget af alt det vi indeholder. Jens Møller skal have stor tak for indsatsen og det store arbejde han har lagt i det. Vi har brug for flere initiativer af den slags, siger Stén Knuth.
Ideen til magasinet, fik Jens Møller for tre år siden, da han selv skulle løbe Broløbet, og pakkede poser til alle løberne. I poserne var der mueslibarer, tyggegummi, shampoo, osv. Men Jens Møller undrede sig især over én ting.
– Hvorfor var der ingen der havde taget initiativ til at fortælle nogle af de mange gode historier, som både by og kommune også har? Broløbet er den mest synlige begivenhed vi har i både by og kommune. Så her var det helt oplagt at bruge muligheden for at ”servere” en række gode historier. Men når ingen andre gør det, så gør jeg det selv, og jeg startede processen i januar. Så det har trukket tænder ud, men jeg er både meget stolt og glad over resultatet, siger Jens Møller.
Han takker, over en bred kam, kommunens politikere, for at kæmpe for Broløbets fortsatte eksistens. Men han opfordrer andre til at ”komme ind i kampen”. For gode historier giver synlighed, og kan være med til at bekæmpe de mange fordomme om ”udkants-Danmark”.
– Nu må det være slut med rundbordssamtaler og manglende handling. Vores suverænt største begivenhed er Broløbet, og nu er løbet truet på dets eksistens. Når man ved, at løbet også giver en millionomsætning til byen, bør man naturligvis kaste sig ind i debatten og bakke op om løbet. Man kan ganske enkelt ikke være andet bekendt, lyder det fra Jens Møller.
Den digitale udgave af Broløbsmagasinet deles på sociale medier, bl.a. via Slagelse kommune og en lang række samarbejdspartnere. Jens Møller har selv skrevet alle historier i magasinet, men har haft professionelle fotografer og en layouter til at sætte hele magasinet op.