Kunne du forestille dig at holde “åben stue”, hvor alle kunne komme indenfor i din stue og få inspiration til, hvordan de selv kan indrette sig? Det er faktisk, hvad der sker til Haveselskabets årlige Havefestival, hvor små 300 mennesker åbner – ikke stuedøren, men havelågen og glædeligt deler ud af deres haveglæde og gode ideer.

Få inspiration til egen have
I weekenden den 24.-25. august holder Haveselskabet den årlige Havefestival, hvor cirka 300 private haver i hele landet åbner deres havelåge og lade haveinteresserede mennesker, som de ikke selv kender, komme indenfor og opleve deres haver.

Og selv om det kan føles lidt grænseoverskridende at gå ind på andre menneskers matrikler, så er det også en spændende og helt unik oplevelse at komme indenfor, og se hvad der gemmer sig bag hækken i de normalt så lukkede og private haver.

“Haveejerne er som regel selv til stede og er klar til at dele haveglæden og gode ideer til havens indretning, valg af planterne og meget mere med de besøgende. Så der er masser af inspiration at få med hjem til sin egen have, hvad enten den er stor eller lille,” fortæller Bente Enert, som er kommunikations- og pressechef i Haveselskabet.

Oplev noget nyt hvert år
I år er det niende år Haveselskabet holder Havefestival, og hvert år har det været en stor succes med mange besøgene i de åbne haver.

“Ideen er, at vi én weekend om året opfordrer vores medlemmer til at åbne havelågen på samme tid, så der bliver rigtigt mange haver at besøge over hele landet,” fortæller Haveselskabets direktør, Charlotte Garby.

Havefestivalen flytter hvert år til en ny weekend, og det er der ifølge Charlotte Garby en særlig grund til.

“En have kan jo opleves helt forskelligt afhængigt af, om du besøger den en frisk forårsdag, hvor tulipaner og kirsebærtræer står i fuldt flor, i juni med masser af skønne blomstrende stauder og buske, eller som i år, hvor Havefestivalen ligger i august, og vi kan glæde os til at besøge haver med skønne sensommerstauder, georginer og prydgræsser,” siger Charlotte Garby.

Haveglæden spirer forskelligt og mange steder
Hvis man ved Havefestivalen tager rundt og besøger en håndfuld eller flere forskellige haver i løbet af weekenden, kan man ikke undgå at opleve, hvor forskelligt haveglæden kommer til udtryk i de forskellige åbne haver.

“Vi oplever, at der er flere og flere, som bliver interesserede i livet i og omkring haven, men at det nogen gang kan være svært at finde ud af, hvilken “havetype” man selv er. Her giver Havefestivalen en god mulighed for at tage rundt og se mange forskellige bud på helt forskellige typer af haver, så det bliver nemmere at finde ud af, hvad man selv kan lide,” fortæller Bente Enert fra Haveselskabet.

På sin første Havefestival-tur besøgte hun selv seks meget forskellige haver, som hver især gav nye ideer til hendes egen have.

“På turen blev jeg beriget med haveglæde fra haveværterne, der alle viste deres haver frem med en hjertelighed, som var helt overvældende. Jeg tog hjem med fornemmelsen af, at jeg havde fået lov til at få et lille indkik i deres små private paradiser og fået lov at dele glæden med dem for en lille stund. Hjemme i min egen have skal der nu anlægges et bed med prydgræsser og prydløg, så turen fik også sået et lille kim til at tænke haveindretning på en helt ny måde,” fortæller Bente Enert.

Åbne haver i hele landet
De åbne haver fordeler sig over hele landet – og der er mange forskellige typer af haver: Fra den lille byhave til den store landbohave, fra smukke prydhaven med roser og stauder, store køkkenhave med selvforsyning og til forskellige specielle haver som fx haver i japansk stil eller med sjældne træer, buske eller stenbedsplanter.

Alle festivalhaver kan findes på www.haveselskabet.dk/festivalhaver

Eller du kan hente Haveselskabets app helt gratis til din telefon. Her kan du bl.a. se alle åbne haver. Find app’en til iPhone i App Store og til Android i Google Play. Søg efter “Haveselskabet”.