BaneDanmark skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om skinnesliberen:

I slutningen af august og begyndelsen af september er det gnistrende skinneslibetog tilbage på danske skinner for at fjerne bittesmå rifler og bølger i skinnerne, inden de udvikler sig.

En af jernbanens natlige gæster, skinneslibetoget, kommer på sit årlige besøg igen. Og det er et synligt besøg, for det gnistrer og lyser op, når de 32 slibesten går mod skinnerne og sliber bittesmå rifler og bølger væk.

Det ser nærmest ud som om, at der er gået ild i skinnerne under toget, men når støjen har lagt sig, og den sidste gnist er slukket, så er det med til at forlænge sporets levetid.

Når slibetoget har fjernet de små rifler og bølger på skinnerne, giver det færre vibrationer i sporet fra togene. Dermed går der længere tid imellem, at vi skal ud at justere sporet og udskifte skinner, sveller og skærver.

Flere forskellige specialtog
Skinneslibetoget er blot et af flere forskellige specialtog, der hver har sin særlige opgave.

Toget tilhører den schweiziske entreprenørvirksomhed Speno International og er bemandet med et hold af internationale eksperter, som sørger for, at skinnerne får den millimeterpræcise slibning, de skal have.

De små skinnefejl, der skal slibes væk, bliver fundet, når Banedanmark hvert år sender målevognstoget, der både kan finde indre og ydre revner i skinnerne, ud på jernbanenettet.

“Hvert døgn kører der omkring 3000 tog rundt på de danske jernbanenet. I fremtiden stiger det antal, og jo flere tog, der kører, desto mere slider det naturligvis på skinnerne. Ved blandt andet at slibe skinnerne sikrer vi, at der går længere tid mellem, at de skal udskiftes,” siger Pernille Skovrup, vedligeholdelsesleder i Banedanmark.

Tager toppen af støjen
Når skinneslibetoget har udført sit arbejde, så kan skinnerne i en kort periode støje en smule mere end før. Når skinnerne er kørt til, daler støjen med op til 10 decibel, hvilket opfattes som en halvering af støjen.

Slibetoget kører 1-9 gange på samme strækning for at fjerne rifler og bølger på skinnerne. På en nat kan slibetoget i gennemsnit nå at slibe 5-6 km skinner.

Toget kører aftenen og om natten for at genere den almindelige togdrift så lidt som muligt. Det sker fortrinsvis mellem kl. 22.30 og kl. 5, og skinneslibetoget kører efter følgende plan til Korsør:

6.-8. september: Odense-Korsør

Om dagen holder skinneslibetoget og en materielvogn parkeret på en station i området. På standpladsen bliver skinneslibetoget klargjort til aftenens og nattens arbejde. Klargøringen kan give støjgener for de nærmeste naboer til banen.

Om skinneslibetoget

Slibetoget er 95 meter langt og vejer 325 ton.
Toget har 32 slibesten, der hver især kan indstilles i forskellige vinkler, således at hver enkelt slibesten kan anvendes, hvor der er behov for at fjerne metal.
Togets højest tilladte kørehastighed er på 70 km/t på danske skinner. Slibningen foregår ved lav hastighed – mellem 3 og 9 kilometer i timen.
Skinneslibetoget bruges også efter en sporombygning til præventiv slibning af nyanlagte skinner, samt reprofilering af genanvendte skinner.