Snart falder tæppet en sidste gang for Sjællands Teaters nye børneforestilling T MED ALICE, og dermed er teatersæsonen 2025-26 ved vejs ende. Derfor har Sjællands Teater nu lanceret hele programmet for næste sæson og åbnet for billetsalget.
Det omfattende program for teatersæsonen 2026-27 er i første omgang offentliggjort online på egnsteatrets hjemmeside. Blækket på det trykte sæsonprogram når lige at tørre helt, inden det omdeles i løbet af uge 24 til 110.041 husstande hele vejen rundt i Vestsjælland. Fra Omø til Kalundborg – op til Skibby og ud til Ringsted.
Men rækker tålmodigheden ikke til at vente i spænding ved postkassen, er det også allerede nu muligt på teaterkontorene i Holbæk og Slagelse selv at hente et trykt sæsonprogram.
Rørende forestillinger
Igen har Sjællands Teater et væld af forestillinger på plakaten med noget til enhver smag og alder. Og nok også noget, der kan presse hver en tårekanal.
Især Sjællands Teaters egne produktioner er denne sæson alle hver på sin måde meget rørende forestillinger. Især årets store dramaforestilling STILLE HJERTE, som er frit efter Christians Tafdrups manuskript til Bille Augusts film fra 2014.
Et rørende og livsbekræftende drama, der går lige i hjertet – og bliver dér – med Pia Jondal og Henrik Jandorf i de to store hovedroller.
Iscenesættelsen varetages af den prisvindende instruktør Vibeke Wrede, der denne sæson er tilbage hos Sjællands Teater med hele to forestillinger.
Hun har nemlig også skrevet manuskriptet og iscenesætter Charles Dickens verdensberømte klassiker OLIVER TWIST som årets store familieforestilling.
Årets ungdomsforestilling bliver den meget imødesete genopsætning af Sjællands Teaters Reumertnominerede BOKS fra forrige sæson.
Derimod er der igen denne sæson en helt ny børneforestilling, ABSOLUT ELSE, om den lokale musikpioner Else Marie Pade og hendes bemærkelsesværdige liv.
Ligeledes opsætter Sjællands Teater også en ny forestilling for de allermindste, SOVER DU, som bliver en både meget poetisk og fysisk forestilling skabt med holdet fra BOKS.
To gæstespil for unge er traditionen tro til denne sæson blevet særligt udvalgt af de unge, talentfulde eleverne fra Holbæk Drama College.
Derudover har Sjællands Teater også inviteret tre gæstespil for børn samt tre gæstespil for voksne fra andre teatre til Sjællands Teaters scener i Holbæk.
Et enkelt, MOTHER SOLDIER, opføres dog ikke en teatersal, men i Sankt Nikolai Kirke.
Sæsonrekord
Sjællands Teater markerer sig igen som et af landets absolut mest produktive egnsteatre, når det gælder antal af egenproduktioner.
Særligt når det gælder nye produktioner hver sæson. Men denne sæson sætter Sjællands Teater også en ny sæsonrekord for sig selv.
Aldrig før har Sjællands Teater haft et så stort antal shows på plakaten. 19 forskellige i alt.
Flere af dem spiller denne sæson både i Holbæk og i Slagelse; ligesom flere spiller mere end blot én enkelt forestilling.
Eksempelvis så populære navne som Linda P, Torben Chris, Eva Jin, Mark le Fêvre og Liam O’Connor.
Derudover byder Sjællands Teater denne sæson også på en storslået koncertoplevelse ved at indlede et nyt samarbejde med hele Sjællands symfoniorkester, Copenhagen Phil.
En særkoncert på Slagelse Teater, hvor den prisvindende violinvirtuos Alexandra Conunova er medspillende dirigent for orkestret.
– Som det store, producerende egnsteater på Sjælland bestræber vi os på at være mest for flest. Og på at skabe mest muligt liv i kulturhusene.
Derfor er det vigtigt, at vi har så bredt et udbud som overhovedet muligt; i bedste public service-stil.
Vi har mange trofaste teatergængere, der kommer ofte. Men vi oplever også, at vi rammer mange vidt forskellige publikummer, siger administrerende direktør ved Sjællands Teater Kristoffer Møller Hansen og fortsætter:
– Vi vil gerne bidrage mere på den klassiske scene, så derfor har vi denne sæson vores første samarbejde med Copenhagen Phil.
Omvendt byder vi med MOTHER SOLDIER i Sankt Nikolai Kirke også på noget mere eksperimenterende og nyskabende.
Og mellem den ene yderpol til den anden har vi så også alle de store comedynavne og virkelig godt teater!
Rift om ungdomsbilletterne
Med lanceringen af det nye sæsonprogram er årets otte gæstespil fra Holbæk Musik- og Teaterforening nu også sat i salg på Sjællands Teaters hjemmeside.
Og der er rift om billetterne.
Det er endda i sådan en grad, at teaterforeningen ganske usædvanligt har bestilt hele tre opførelser af samme forestilling.
Rygtet er nemlig løbet forud for åbningen af det officielle billetsalg til Det Kongelige Teaters gæstespil FAR, FAR, KRIGSMAND, som der allerede nu er solgt over 500 ungdomsbilletter til.
– Det er en helt ny og meget hypet forestilling, som vi i Holbæk Musik- og Teaterforening har fundet særligt relevant i disse krigstider, hvor alle vores unge nu også indkaldes som værnepligtige.
At dømme ud fra efterspørgslen på især ungdomsbilletter må vi sige, at det virkelig er en forestilling, som mange finder både relevant og relaterbar.
Derfor kan vi lige med dette gæstespil af Reumert-vindende Christian Lollike fra Det Kongelige Teater fylde salen på Holbæk Teater ikke blot én, men hele tre gange, fortæller Malou Louise Lindblom, forkvinde for Holbæk Musik- og Teaterforening.
Sæsonstart
Første forestilling, som klokken ringer ind til hos Sjællands Teater den kommende sæson 2026-27, er den traditionsrige sommerfarce, der som altid spilles under åben himmel i Holbæk Museums stemningsfulde gård.
For at være klar til premieren efter sommerferien den 6. august er prøverne allerede i fuld gang, ligesom der bygges på livet løs til årets scenografi.
Denne sæson er det Alexandre Dumas’ klassiker DE TRE MUSKETERER, der er taget under kærlig behandling og tilsættes et nutidigt satirisk twist af makkerparret Vase og Fuglsang.
På scenen står også et par velkendte klassikere for sommerfarcens loyale publikum; Brian Kristensen, Christian Damsgaard og Maria la Cour.
Til gengæld træder skuespiller Tine Gotthelf for første gang ind på scenen i museumsgården.
Ligeledes er det også første gang, at Donald Andersen har taget plads i instruktørstolen, og at koreograf Peter Friis får alle til at danse i takt.
Om det er gensynets glæde eller nysgerrighed efter at opleve ’det nye’, så over halvdelen af de eftertragtede pladser i forestillingerne i museumsgården allerede solgt.
Læs mere på www.sjaellandsteater.dk
Sjællands Teater – Danmarks største egnsteater
Sjællands Teater skaber teater til hele livet – for små og store – børn, unge og voksne!
Oplev spændende dramaer, sommerteater under åben himmel, samfundsdebatterende ungdomsforestillinger og børneteater i øjenhøjde.
Derudover præsenterer vi også comedy, shows, udvalgte gæstespil og meget mere.
Vi har til huse i både Holbæk og Slagelse kommuner og turnerer i hele landet med vores børne- og ungeforestillinger, der udbydes til læringsforløb via platformen Teater I Skolen.
Sjællands Teater er oplevelser, vi har SAMMEN!
Billetter
sjællandsteater.dk
telefon 5959 5988
billet@sjteater.dk
Administration
Vimmelskaftet 27
4300 Holbæk
Primære spillesteder
Teatret Fair Play
Borchsvej 3, 4300 Holbæk
Holbæk Teater
Vimmelskaftet 27, 4300 Holbæk
Slagelse Teater
Herrestræde 9, 4200 Slagelse













