I efterårsferien bliver der fuld fart på oplevelserne for børn og familier på Slagelse Bibliotekerne. Der skal rejses ud i rummet, mødes med nordiske guder, undersøges farlige ting, trylles med gamle T-shirts og opleves teater, film og fortællinger. Fra 12. til 16. oktober inviterer bibliotekerne i Slagelse, Korsør og Skælskør til en efterårsferie med plads til både fantasi, nysgerrighed og hyggeligt samvær.

På Slagelsebib.dk kan du finde flere informationer om de præcise tidspunkter og booke din gratis billet.  

Rejs med til stjerner, guder og andre verdener på Korsør Bibliotek
Her bliver efterårsferien nemlig en rejse langt væk fra hverdagen.

Tirsdag 13. oktober kan børn fra 8-12 år og deres voksne tage med på Rumrejsen, hvor naturvejleder fra Brorfelde Observatorium fortæller om planeter, stjerner, stjernetåger og stjernebilleder.

Dagen efter, onsdag 14. oktober, går turen til en helt anden slags verden, når der vises forestillingen ’I guder!’. Her møder børn fra 5 år og deres voksne Thor, Freja, Loke og resten af den nordiske gudeverden i en fortælling fyldt med intriger, kærlighed, list og guddommelige problemer.

Teater med rævestreger og farlige eksperimenter
Men hverken Skælskør eller Slagelse Bibliotek bliver snydt for teater i ferien.

På Slagelse Bibliotek kan børn fra 6 år og deres voksne mandag opleve forestillingen ’Mikkeline – en listig og drilsk ræv’, når Niels og Morten tegner, fortæller, spiller, synger og danser sig gennem historien om den snarrådige ræv. Det er en barsk forestilling, så aldersgruppe skal overholdes.

I Skælskør bliver tirsdag for de modige og nysgerrige, når vi skal undersøge alt det vi normalt får at vide børn ikke må gøre. Forestillingen ’50 farlige ting’ undersøger for eksempel hvad der sker med popcorn, når man løfter låget, mens de popper og hvad batterier egentlig er for en størrelse? Forestillingen er for børn fra 4-11 år og deres voksne.

Workshop og kreativ med gamle T-shirts på Slagelse Bibliotek
Efterårsferien handler ikke kun om at kigge og lytte. Torsdag skal vi sammen med ”Kreativ med ungerne” nemlig selv i gang. Her er der kreativ workshop, hvor vi skaber en gammel T-shirt om til et smart indkøbsnet – helt uden symaskine og kun ved at binde knuder.  

Børnene må meget gerne tage deres egen gamle T-shirt med, men biblioteket har også genbrugst-shirts til dem, der kommer uden. Workshoppen er målrettet børn og unge i alderen 9-14 år. Børn i alderen 6-8 år kan deltage, men her skal børn medbringe sin egne voksne hjælper.

Efterårsferie med nattøj, trylleri og frokost i Skælskør
I Skælskør inviterer Kosmorama og biblioteket tirsdag aften til Pyjamas Bio, hvor den står på hygge med oplæsning og små gode film for de 3-5årige og deres voksne.  

Fredag bliver det magisk på Skælskør Bibliotek, når den store tryllenørd Søren Andersen kommer på besøg. Her kan børn fra 2-7 år opleve et vaskeægte trylleshow med blandt andet trylleord, forsvundne børn og en sort/hvid malebog, der pludselig får farver. Efter showet er der fælles frokost med børnevenlige hapsere og gnavegrønt.

Bibliobitterne lander på alle børnebibliotekerne
I hele ferien kan familier lære biblioteket lidt bedre at kende når de møder Bibliobitterne. Bibliobitterne er et lille rumfarende folkefærd, hvis rumskib er styrtet ned på biblioteket. Nu skal børn og voksne finde og hjælpe de små (virtuelle) væsner, som gemmer sig blandt bøgerne. Undervejs skal familien løse forskellige udfordringer og bruge både kreativ tænkning, biblioteket og bøgerne for at få Bibliobitterne tilbage til rumskibet.

Aktiviteten er gratis og kræver ikke tilmelding. Den er målrettet familier med børn fra cirka 4 år og kan spilles på bibliotekets iPads eller på familiens egen mobil.

Noget for enhver nysgerrig
Efterårsferiens program på Slagelse Bibliotekerne spænder dermed bredt: fra universets store spørgsmål og nordiske guder til teater, trylleri, film, genbrug og en interaktiv jagt på rumvæsner blandt bibliotekets bøger.

På Slagelsebib.dk kan du finde flere informationer om de præcise tidspunkter og booke din gratis billet.  Til Pyjamas Bio købes billet på Kosmoramas hjemmeside.

Pressefoto

 

Dato: 12-10-2026 til 16-10-2026
Sted: Slagelse Bibliotekerne