Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Korsør i tidsrummet 2025/10/20 til 2025/10/28.
KORSØR: Seriehærværk på fire biler
Fire parkerede biler blev et sted mellem fredag aften og lørdag morgen udsat for hærværk, mens de holdt på hhv. Fiskergade, Tårnborgvej og Baggade i Korsør. Alle biler havde fået revet deres sidespejl af i den ene side. Politiet hører gerne fra vidner, der kan have oplysninger, som politiet kan bruge til at finde frem til gerningsmændene. Politiet kan træffes på telefon 1-1-4.
KORSØR: To mænd sigtet for at stjæle motorcykler
I går klokken 15.49 fik politiet en anmeldelse om, at det så ud som om, at to mænd var i gang med at stjæle nogle motorcykler fra en adresse i Korsør. En patrulje kørte hurtigt til stedet, og undervejs lagde betjentene mærke til en bil med påhængsvogn, der kom kørende væk fra stedet, hvor anmeldelse kom fra. Bilen blev standset, og her sad der to mænd på hhv. 22 og 23 år – begge fra det nordsjællandske område – med et par motorcykler på påhængsvognen. Mændene blev sigtet for indbrud, og den 23-årige, der var fører af bilen, blev også sigtet for kørsel i påvirket tilstand, da en narkometertest viste, at han var påvirket af amfetamin.
KORSØR: 32-årig varetægtsfængslet
En 32-årig mand fra København blev i går fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Næstved, efter at han flere gange og senest torsdag morgen angiveligt havde truet, kastet med ting og slået ud efter en ekspedient på en tankstation i Korsør. Den 32-årige blev kort efter anmeldelsen i går klokken 6.32 pågrebet af en politipatrulje, som anholdte og sigtede ham for røveri. Efter grundlovsforhøret blev manden varetægtsfængslet frem til 19. november.
| By | Vej | Tid | Kontrol- lerede |
Fart- bilister |
Tilladt | Hurtigste | Klip |
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Korsør | Vestmotorvejen | Fredag kl. 07.27 – 13.15 | 8367 | 74 | 110 | 145 | – |
| Korsør | Skovvej | Fredag kl. 09.12 – 13.00 | 1130 | 4 | 60 | 76 | – |
| Korsør | Vestmotorvejen | Lørdag kl. 13.36 – 19.20 | 6100 | 167 | 90 | 149 | 3 klip |
| Korsør | Vestmotorvejen | Søndag kl. 7.18 – 13.20 | 6287 | 150 | 90 | 126 | 1 klip |








