Den 5. september åbner Veteranhjem Slagelse dørene til sin permanente lokation på Parkvej 28 i Slagelse. Det markeres med en indvielse og åbent hus, hvor veteraner, pårørende, borgere og samarbejdspartnere er velkomne.
Som forsvarskommune med både Antvorskov Kaserne og Flådestation Korsør har Slagelse en særlig tilknytning til Forsvaret og de mange kvinder og mænd, der gennem årene har været udsendt i tjeneste for Danmark. 1. november 2024 åbnede Fonden Danske Veteranhjem et veteranhjem på en midlertidig adresse ved Slagelse Station. Nu etablerer Fonden Danske Veteranhjem et permanent veteranhjem i Slagelse på Parkvej, som kan skabe gode rammer for veteranerne og deres familier.
Veteranhjemmet indvies som en del af det øvrige officielle program for Flagdagen i Slagelse Kommune, som markeres bl.a. i Anlægget i Slagelse.
Program for indvielse af Veteranhjem Slagelse
Dagen byder på både officiel indvielse, åbent hus og spændende oplæg:
Kl. 12.30: Officiel indvielse af Veteranhjem Slagelses nye lokation
Kl. 13.00: Åbent hus, rundvisninger, hyggeligt samvær og foodtrucks
Kl. 14.00: Oplæg ved Peter Ingemann og Jeppe Michael Jensen om Tv-serien Balkan i flammer med Anders Lund Madsen som moderator.
Et permanent sted
Med de nye permanente rammer får veteraner og deres familier et fast samlingspunkt i Region Sjælland, hvor veteraner også har mulighed for at bo.
– Vi er glade for, at vi sammen med Fonden Danske Veteranhjem har fundet en permanent placering til veteranhjemmet i Slagelse til glæde for veteraner i hele regionen. Vi ser frem til, at veteranhjemmet indvies på Flagdagen, hvor vi hylder de danskere, der har været udsendt i international tjeneste. Det betyder meget for os som forsvarskommune, at veteraner får et permanent sted, hvor de kan mødes med ligesindede, finde støtte og være en del af et stærkt fællesskab, siger borgmester Knud Vincents (V).
– Veteranhjemmet gør en vigtig forskel for mange veteraner og deres familier. Her kan de møde andre med lignende erfaringer, få støtte og være en del af et fællesskab, hvor der er forståelse for de udfordringer, som nogle oplever efter deres tjeneste. De nye permanente rammer giver et stærkt fundament for det arbejde og sikrer, at veteranerne har et trygt sted at komme også fremover, siger formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget Anja Nielsen (V).
Nye muligheder for overnatning og udvikling af aktiviteter
Veteranhjem Slagelse er et gratis tilbud, som er åbent alle ugens dage året rundt, og Fonden Danske Veteranhjem ser frem til indvielsen af det permanente veteranhjem i Slagelse.
– I Fonden Danske Veteranhjem glæder vi os over, at Veteranhjem Slagelse åbner på sin permanente adresse netop på Flagdagen. Det giver åbningen en særlig betydning og markerer begyndelsen på et nyt kapitel. Med den permanente placering får vi et stærkt fundament for at støtte veteraner og deres familier på hele Sjælland i mange år frem, siger Dorte Skov-Jespersen, fondsdirektør i Fonden Danske Veteranhjem.
– Veteranhjem Slagelse er allerede blevet et vigtigt samlingssted for mange veteraner og deres familier. Vi oplever samtidig en stærk opbakning fra både frivillige, bidragsydere og lokale samarbejdspartnere. Den opbakning bliver endnu vigtigere, når hjemmet åbner på sin permanente adresse. Med de nye rammer får vi endnu bedre muligheder for at udvikle vores aktiviteter og tilbyde overnatning til de veteraner, der har brug for det, siger Martin Freitag, leder af Veteranhjem Slagelse.
Hvad er et veteranhjem?
Fonden Danske Veteranhjem driver seks veteranhjem fordelt over hele landet. Veteranhjemmene er fristeder og samlingssteder, hvor veteraner kan genfinde det særlige kammeratskab, der blev skabt under tjenesten i Forsvaret. I dagtimerne kan både veteraner og deres familier komme forbi til samvær og deltage i en lang række aktiviteter. Veteraner har desuden mulighed for at overnatte for en stund og få støtte til at komme godt videre.


Dato: 05-09-2026
Sted: Veteranhjem Slagelse








