Grevinde Danner – en kvinde, der trodsede sin tid
Torsdag den 5. marts 2026 kl. 19.00 kan publikum i Sct. Povls Kirke i Korsør opleve en stærk og nærværende fortælling om en af Danmarkshistoriens mest omdiskuterede kvinder: Grevinde Danner.
Theresia Treschow-Kühl giver stemme, krop og personlighed til historien om Louise Rasmussen – kvinden, der rejste sig fra fattige kår i København til at blive gift med kong Frederik 7. og siden stå som både kongens hustru og velhavende enke.
Grevinde Danners liv var alt andet end et traditionelt eventyr. Hun var født uden for ægteskab, arbejdede som figurantinde på Det Kongelige Teater og drev egen modeforretning, før hun trådte ind i historiens rampelys. Hun blev mor til en søn uden for ægteskab, og hendes livslange fortrolige var Carl Berling fra Berlingske Tidende.
Foragtet af dele af adel og borgerskab, beskyldt for at manipulere kongen og kritiseret for sin sociale opstigning – Grevinde Danner vakte stærke følelser i sin samtid. Men hvem var hun egentlig bag rygterne og anklagerne?
Det kan publikum opleve denne aften, hvor Theresia Treschow-Kühl – iført en autentisk kopi af Grevinde Danners brudekjole, skabt i samarbejde med Annette Herbst fra Historicum – bringer historien helt tæt på.
Arrangementet finder sted i Sct. Povls Kirke, Kirkepladsen, 4220 Korsør.
En aften med levende historie, stærke skæbner og et unikt indblik i kvinden, der trodsede sin tid.
Se mere her:
Grevinde Danner – en kvinde, der trodsede sin tid














