Landdistriktsprisen hædrer et projekt eller en forening, der har gjort en særlig indsats for at skabe vækst og udvikling i landdistrikterne i Slagelse Kommune, og du kan nu komme med forslag til årets vinder.

Til december skal en gruppe ildsjæle fra Slagelse Kommune hyldes, når Kommunen uddeler prisen Årets Landdistriktsindsats. Sidste år var det spejderne i Vemmelev, som vandt for deres inkluderende arbejde med unge, og nu er spørgsmålet så, hvem der i år skal nomineres til prisen.

Foto: ABW
Prisen tildeles i år flere personer
Tidligere har enkeltpersoner kunne løbe med sejren, men denne gang skal vinderen være flere personer. Det skyldes, at prisen går til dem, der gavner fællesskabet, og det afspejler sig netop i en gruppenominering. Projektet skal derudover også være forankret i landområderne udenfor Slagelse, Korsør og Skælskør.

– Med landdistriktsprisen hylder vi de lokale helte, som får lokalsamfundet udenfor de store byer til at blomstre. Det er deres viljekræft, der er med til at sikre, at landdistrikterne forbliver attraktive steder at leve og bo i. Derfor er det vigtigt at anerkende deres arbejde, og kender man nogle, som har gjort noget ekstraordinært i år, så vil vi anbefale, at man indstiller dem til prisen, siger formand for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget Jørgen Grüner.

Dommerkomiteen består af to medlemmer af Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget, formanden for Landudvikling Slagelse, formanden for Frivilligcentret i Slagelse Kommune og et medlem af Landliv i Slagelse.

Forslag til vinderen skal senest sendes afsted til Slagelse Kommune d. 26. oktober. Sammen med forslaget skal der være et billede og en beskrivelse af projektet, som redegører for, hvorfor den indstillede gruppe skal løbe med prisen.

Indstillinger kan sendes på mail til landdistriksudviklingen.

Udover de 10.000 kr. får vinderen også en messingplade med indgraveret titel og årstal, og et træ til udplantning på et fællesareal.