Hjerneskadeforeningen Vestsjælland afholder konference – HjerneKonf21 – om prioriteringer i
handicappolitikken – særligt i relation til personer ramt af senhjerneskader og deres pårørende
Hjerneskadeforeningen Vestsjælland, der dækker kommunerne Sorø, Holbæk, Slagelse, Kalundborg og
Odsherred, afholder torsdag 24. juni på Hotel Comwell Korsør konference om prioriteringer i handicappolitikken,
særligt i relation til personer ramt af senhjerneskader og deres pårørende. Konferencen finder
sted i tidsrummet 09.30-16.00 og har som målgruppe alle, der interesserer sig for handicapområdet i
relation til senhjerneskade-området (borgere, fagpersoner og politikere fra de nævnte kommuner samt
Region Sjælland).
Konferencen byder på en spændende dag med foredrag, paneldebat og personlige beretninger.
Den handicappolitiske paneldebat vil have fokus på både kommunernes og Region Sjællands roller og
opgavefordelingen på det specialiserede handicapområde, særligt senhjerneskade-området.
Borgerinitiativet #enmillionstemmer fremsendte borgerforslaget ”Handicapområdet væk fra
kommunerne” til behandling i Folketinget. Den efterfølgende debat har skabt opmærksomhed omkring
kommunernes meget forskellige tilbud i forbindelse den nødvendige rehabilitering og genoptræning.
Borgere, som er ramt af en senhjerneskade efter en blodprop, en hjerneblødning, et hovedtraume eller
sygdom har ofte behov for rehabilitering på et specialiseret niveau. Kommunernes tilbud til hjerneskadede
borgere opleves som værende af meget forskellig kvalitet, hvilket er årsagen til, at vi taler om
”postnummerlotteriet” – da de tilbud, der gives, er helt afhængige af, hvor borgerne bor. Derfor er der
fremsat forslag om, at kompetencerne indenfor de specialiserede handicapområder, som for eksempel
hjerneskadeområdet, samles f.eks. i regionale centre. Hvordan mennesker med en hjerneskade kommer til
at leve resten af deres liv afgøres helt af kvaliteten af behandlingen lige fra akutfasen (indlæggelsen på et
hospital) til den livslange træning i hjemkommunen. Debatpanelet vil derfor drøfte forholdene i dag og
visioner for, hvordan overgangene i systemet, rehabiliteringen, genoptræningen og de forskelligartede
kommunale tilbud kan udvikles.
”Det svære specialiserede område hører ikke til i det nære sundhedsvæsen i kommunerne, hvor det har
udviklet sig til et postnummerlotteri”, siger direktør Morten Lorenzen, Hjerneskadeforeningen. “Det, der er
svært, skal klares af en lærd”.
Udover direktør Morten Lorenzen, vil debatpanelet bestå af følgende deltagere:
• Trine Birk Andersen (A), formand for Region Sjællands Udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen
• Lars Schmidt (DF), 1. viceborgmester og formand for Social og Sundhedsudvalget i Sorø Kommune
• Influenser Margit Jonsson, #en millionstemmer (en af de fire hovedpersoner bag borgerinitiativet)
Under konferencen vil der tillige være indlæg af bl.a. tidligere speciallæge i Psykiatrien i Region Sjælland,
Torben Cordtz, der udover at være fagperson, også er medlem af Hjerneskadeforeningen Vestsjælland og
selv har en ægtefælle ramt af en erhvervet hjerneskade.
Dagen afsluttes med et indlæg og musikalsk optræden af Hjerneskadeforeningens ambassadør Sanne Salomonsen og hendes søn Victor.
Tilmelding til formand for Hjerneskadeforeningen Vestsjælland, Lise Kiving: lise-n@live.dk
eller mobil 2299 3972.
Pris for deltagelse: kr. 150,- (inkl. frokost), der bedes indbetalt på Lokalafdelingens bankkonto
(Reg.nr. 5334 – konto nr. 02420709).
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til
Hjerneskadeforeningen Vestsjælland – Dan Kiving, kasserer
Mail: dan.kiving@live.dk
Mobil 5357 8100