I de seneste år har Kunsthal Kongegaarden præsenteret en række udstillinger skabt af talentfulde kunstnere, der tør eksperimentere, satse nyt og udfordre sig selv og publikum. Med kunstnernes hjælp har de udfordret det herskende kunstsyn i Vestsjælland og medvirket til nye opfattelser og tankesæt. Kunstscenens udkant er blevet til centrum, borgerne er nu involveret og kunstinteresserede kører fra motorvejen eller hopper af toget for at få et indblik i den aktuelle samtidskunst.
Asmund Havsteen-Mikkelsen (f. 1977) er som installationskunstner og kunstmaler kendt for sine arkitektoniske motiver med et tilsyneladende fravær af mennesket.
Han har udgivet en række filosofiske og kunstteoretiske bøger – senest Planetarisk Æstetik (2025), hvis kritiske indhold advokerer for en kunst, der kæmper for planetens bevarelse, dens skønhed og for de mange ikke-menneskelige livsformer.
I Kongegaarden har Havsteen-Mikkelsen skabt en tankevækkende udstilling med maleri-installationer, skulpturer, tegninger og film, der leger med tanken om, hvad der ville ske med Korsør, hvis byen blev ‘afbeboet’ og overtaget af vild natur.
Med afsæt i begrebet planetarisk æstetik, og menneskets destruktion af andre arters livsbetingelser, vil værkerne ikke kun fremstå som dystopier, men også som steder for omsorg, refleksion, skønhed og genforhandling af vores plads i verden.
FERNISERING: Lørdag 11. april kl. 13-16.
ÅBNINGSTALER: kl. 13.15
Jørgen Grüner, formand for Klima- og Miljøudvalget, Slagelse Kommune
Henrik Broch-Lips, kunsthalsleder og Asmund Havsteen-Mikkelsen, billedkunstner
Asmund Havsteen-Mikkelsen er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 2003-09 og er tilmed magister i litteraturvidenskab og filosofi fra KU (1996-2003). Har i en årrække boet og haft atelier i Berlin, men bor og arbejder i dag i København.
UDSTILLINGEN ER STØTTET AF:
Ny Carlsberg Fondet, Louis-Hansens Fond, Beckett-Fonden, L.F. Foghts Fond, Statens Kunstfond, Det Obelske Familiefond og Augustinus Fonden












