Endnu mere bevægelse med bold, hjul og krop på asfalt kan blive resultatet efter Slagelse Kommune netop har oprettet en ny pulje på 75.000 kr. Puljen skal gøre det nemmere for unge gadeidrætsudøvere at lave streetevents eller etablere streetfaciliteter i gadebilledet. Samtidig kan hele idrætslivet se frem til flere midler, da Folkeoplysningsudvalgets udviklingspulje også har fået tilført flere penge, som står klar til at blive delt ud.

Parkour, streetbold og rullende idrætter, som udfoldes på asfalten i by-rummet, er alle eksempler på gadeidrætter, der kan blive mere af, efter Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget netop har nedsat en ny pulje til gadeidræt.gadeidraet_skater

– Vi har fået et godt samarbejde med en gruppe unge, frivillige streetambassadører, og sammen har vi et ønske om at gøre det nemmere for unge gadeidrætsudøvere at lave streetevents eller udvikle bedre rammer for idrætten i gadebilledet. Mange af de unge der dyrker gadeidræt gør det som regel udenfor foreningslivet og kender måske derfor heller ikke til de muligheder, de har, bl.a. for at søge tilskud. Men med en ny pulje målrettet gadeidræt, skulle mulighederne gerne blive tydeligere, siger idrætskonsulent Sofie Aabo.
Dedikerede midler skal give mere bevægelse i gadebilledet
Den nye pulje er også i tråd med Idrættens Analyseinstituts (IDANs) landsdækkende undersøgelse af danskernes motions- og sportsvaner fra 2016, hvor ny forskning understøtter idéen om at dedikere puljemidler direkte til ungdommen, der dyrker selvorganiseret bevægelse.

– Vi vil gerne understøtte mulighederne for at flere børn og unge kan dyrke idræt, og det er selvfølgelig uanset, om det er i vand, på græs eller på asfalt. Vi håber, at vi med puljen og gennem dialog med streetambassadørerne kan udvikle optimale rammer, som kan få endnu flere børn og unge til at bruge byens torve og pladser til leg og bevægelse, siger medlem af Kultur-, Fritids- og Turismeudvalgets Morten Hass Augustsen (V).
Gadeidræt i boligområderne

Den nye pulje er samtidig også i tråd med kommunens idrætspolitik bl.a. i forhold til at understøtte idræts- og bevægelsesaktiviteter i udsatte boligområder.

– Gadeidræt er populært blandt mange unge i de udsatte by- og boligområder i Slagelse Kommune, og derfor er der med puljen også et håb om, at den kan være et supplement til tiltagene i boligområderne og være med til at skabe flere gadeidrætsaktiviteter og -initiativer i vores boligområder, siger medlem af Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Lis Tribler (A)

Flere penge til idrætslivet

Ud over gadeidrætsudøvere så kan idrætslivet i Slagelse Kommune også se frem til flere penge. Folkeoplysningsudvalgets udviklingspulje er således blevet tilført 120.000 kr. ekstra, så der nu er i alt 162.000 kr. tilbage i årets pulje. Foreninger, organisationer eller selvorganiserede grupper kan søge om tilskud til f.eks. udviklingsarbejde, indkøb af rekvisitter, afholdelse af et arrangement eller iværksættelse af nye folkeoplysende initiativer. Ansøgningsfristen er torsdag den 20. oktober, og der kan søges gennem slagelse.dk